En dåbshandling er også "fuldgyldig" uden tilspørgsel

Af Georg Klinting, organist og pastor emeritus

Offentliggjort den 12. juni 2025 på Kirke.dk

Fænomenet "nøddåb" fylder meget lidt i de overvejelser, dåbskommissionen har gjort sig om folkekirkens dåbsritual. Således har kommissionen ingen ændringsforslag til det autoriserede nøddåbsritual, der er beregnet på "hjemmedåb af børn i øjeblikkelig livsfare", som det hedder. I midtvejsrapporten adopteres ritualet til nøddåb med den ordlyd, der står at læse i salmebogens tekstafsnit om dåb.

Ritualet til nøddåb kan kaldes minimalistisk i den forstand, at kun det helt nødvendige er med. Men just ved at være koncentreret om det nødvendige besidder dette ritual en klarhed og styrke, som fortjener nogle overvejelser.

Jeg er faldet over en passage i kommissionens midtvejsrapport (side 36), der perifert berører nøddåben: "En dåb i den treenige Guds navn er, som nøddåbsritualet illustrerer, altid en fuldgyldig dåb." – Her tager kommissionen specifikt nøddåben til indtægt for begrebet "fuldgyldig dåb".

Men både normal dåb og nøddåb er fuldgyldige dåbsformer. Forskellen går alene på, hvor meget opbyggelse de omkringstående har af dåbshandlingen. Det er indlysende, at et fyldigt dåbsritual er mere oplysende for dåbsmenigheden end det ultrakorte ritual, der bruges ved nøddåb.

I folkekirkens ritual til nøddåb indgår fem elementer:

1) Bøn: "Herre Jesus, tag i nåde mod dette barn!"
2) Overøsning i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn
3) Dåbsbekræftelse
4) Fadervor
5) Fredlysning

Hverken skriftlæsninger eller tilspørgsel om troen er med i ritualet til nøddåb. Det er værd at bemærke, at disse elementer altså ikke er nødvendige for dåbshandlingens gyldighed.

Seks forslag til dåbsbøn i midtvejsrapport

Men til den normale dåbshandling i kirken er det jo for menighedens opbyggelses skyld ønskeligt at bruge et ritual, der er fyldigere end det minimalistiske ritual, man kan nøjes med ved en nøddåb. Kommissionen har da også udarbejdet nogle liturgiske modeller med skriftlæsninger, bønner og andet, der kan tjene til at udlægge dåbens betydning for menigheden.

Dåbskommissionen lader de kendte ord fra 1. Pet. 1,3 være ritualhandlingens indgangsportal. Det er en heldig disposition. Men når det kommer til den indledende bøn, synes kommissionen i vildrede med, hvad der først og fremmest bør bedes om. Hele seks forslag til dåbsbøn bringes på banen.

De tre af bønnerne indholder en konkret forbøn for det barn/de børn, der bæres til døbefonten. Der relateres direkte til situationen ved døbefonten. Med varierende ordvalg bedes der om, at Gud vil tage imod det barn, der bæres frem til dåb. Hvad selve den basale forbøn for barnet angår, er de anførte formuleringer på linje med den kortfattede anråbelse af Herren Jesus, som nøddåben indledes med.

De andre forslag relaterer mindre tydeligt til den konkrete situation ved døbefonten. Der bedes ikke direkte om, at Gud vil tage imod dåbsbarnet, men fx i det femte forslag bedes der om, at Gud vil gøre dåbsvandet til "en kilde fuld af nåde". I det sjette bedes der om, at Gud vil lade vand fra kærlighedens kilde "strømme over barnet/ham/hende/dem, vi nu døber".

Jeg mener, at folkekirkens dåbsbøn må være det rette sted at udfolde for dåbsmenigheden, hvad det vil sige at blive taget imod af Jesus. Jeg mener også, at dåbsbønnen bør sætte jævne ord på, hvordan Jesus fik mandat til at være verdens frelser og dermed det aktuelle dåbsbarns frelser.

Der kan faktisk godt siges noget om, hvordan Jesus fik mandat til at være verdens frelser. Sagen er, at mandatet kom til Jesus på et bestemt tidspunkt. Evangelierne fortæller samstemmende, at Jesus blev indsat i embedet som Guds Søn, da han blev døbt i Jordan ved Johannes Døbers hånd. Jesu dåb blev for ham indvielsen til hvervet som verdens frelser.

Det må være oplagt, at folkekirkens dåbsbøn trækker en linje fra Jesu dåb til den dåb, der her og nu finder sted i kirkens regi. Hvordan skulle ellers den indre sammenhæng mellem Jesu dåb og den kristne dåb kunne komme til orde?

En dåbs i den treenige Guds navn er altid en fuldgyldig dåb

Men én ting er de ønsker, man kan have til dåbsritualets klarhed og fylde. I sidste ende er det – som dåbskommissionen pointerer i sin midtvejsrapport – overøsningen i den treenige Guds navn, der gør dåben fuldgyldig. Dette forhold bør dog ikke rokke ved, at den apostolske trosbekendelse har sin faste plads i kirkens dåbshandling som indbydelse til en respektfuld brug af den kristne menigheds ældgamle dåbsbekendelse. Spørgsmålet er bare, på hvilken måde trosbekendelsen skal lyde.

Ved voksendåb giver det god mening at lade bekendelsen lyde i den personlige tilspørgsels form. Den voksnes dåb er nemlig båret af et voksent menneskes personlige ønske om at vende sig til den treenige Gud. Voksendåb er grundlæggende en omvendelseshandling.

Ved barnedåb er det meningsløst at bruge personlig tilspørgsel stilet til barnet. Barnet kan jo ikke forstå eller svare på de spørgsmål, præsten stiller. Dertil kommer, at barnets dåb ikke er båret af noget personligt ønske om at vende sig til den treenige Gud. Barnedåben er kommet i stand på voksne menneskers initiativ og er båret af voksne menneskers omsorg for barnet. Barnedåb er grundlæggende en omsorgshandling.

Folkekirkens lutherske søsterkirker har draget konsekvensen af denne forskel på voksendåb og barnedåb. Dette faktum – sammenholdt med dåbskommissionens erkendelse af, at en dåb i den treenige Guds navn altid er en fuldgyldig dåb – gør det bekymrende, at kommissionen ikke har fundet anledning til at begrunde, hvorfor det i Danmark stadig skal være nødvendigt at tilspørge spædbørn personligt om troen, som om de er i stand til at svare på det, de bliver spurgt om.

Midtvejsrapporten lægger her en teologisk overfladiskhed for dagen, der ikke lover godt for det endelige udkomme af kommissionens anstrengelser.