Lad kernen i dåbsritualet stå fast, og giv præsten frihed til resten

Debatten om dåbsritualet risikerer at forveksle det uopgivelige i dåben med det forklarende. Hvis kun det, der gør dåben gyldig, gøres bindende, bør resten betros til præstens liturgiske indsigt og intuition, skriver pastor emeritus Georg Klinting

--------------------------------------------------------

Af Georg Klinting, organist og pastor emeritus

Debatindlæg den 5. marts 2026 på Kirke.dk

Det er altid forbundet med en vis risiko at sætte et autoriseret ritual til debat. Debatten risikerer at rokke ved menigmands forhåndstillid til den givne ritualhandling.

I nogen tid har der som bekendt været debat om dåbsritualet. Det er en debat, som ikke mindst er formidlet af dåbskommissionens midtvejsrapport og de tilkendegivelser, den har udløst. Desværre har den førte debat undertiden haft lidt svært ved at skelne mellem det, som er den uopgivelige kerne i dåbsritualet, og det, som der godt kan røres ved.

Men hvad er den uopgivelige kerne i dåbsritualet? Den uopgivelige kerne er det, der konstituerer ritualhandlingen som en gyldig kristen dåb. Hvad ritualet ellers indeholder, sigter på noget andet end dåbens gyldighed. Nemlig på at fortælle dåbsmenigheden, hvad dåben betyder.

Forveksles det uopgivelige i dåben med, hvad der kan siges af opbyggelige ting om dåbens betydning, risikerer debatten at forvirre begreberne om, hvordan et ordentligt dåbsritual bør være disponeret.

Høringssvar uden konklusion

Den kommende konference om dåbsritualet vil utvivlsomt åbenbare en broget mangfoldighed af meninger om dåbsritualet. Det er oplyst, at i alt 1382 borgere, menighedsråd og organisationer har indsendt høringssvar, hvortil kommer bidrag fra 910 præster med erfaringer og vurderinger.

De svar, der er indgivet via et såkaldt "kvantitativt" spørgeskema på folkekirkens intranet, vil givetvis langt hen kunne behandles som en opinionsundersøgelse. Det vil vise sig, at så og så mange mener dette eller hint, medens andre mener noget andet. Resultaterne vil kunne nedfældes i et regneark. Men nogle besvarelser vil formentlig være så udførlige og sammensatte, at de falder uden for, hvad der kan opregnes i et regneark.

Det er svært at se, hvordan kommissionen skal kunne drage nogen entydig konklusion ud fra de mange høringssvar. Kommissionen har da også på forhånd nedtonet forventningerne ganske betragteligt. I forordet til midtvejsrapporten hedder det, at "rapporten er et dialogoplæg, og hvordan ét samlet dåbsritual for folkekirken evt. skal se ud, er et arbejde, der udestår efter høringen."

Det er med andre ord først efter høringen den 7. marts, at det egentlige arbejde med dåsritualet skal tage form. Spørgsmålet er så, hvor langt kommissionen vil bevæge sig i forhold til de forslag, den har præsenteret i midtvejsrapporten og indhentet høringssvar på.

Formentlig ikke ret langt, for hidtil har kommissionen kun villet beskæftige sig med det, som den udtrykkelig er blevet bedt om at tage stilling til. Eksempelvis har kommissionen brugt en del kræfter på at diskutere fuld tilspørgsel af dåbsbørnene kontra forkortet tilspørgsel, men den har ikke fundet anledning til at overveje, hvorvidt folkekirken burde følge de lutherske søsterkirker, hvor man ikke bruger at tilspørge dåbsbørnene om troen, men stiler tilspørgslen til de voksne.

At overveje noget sådant indgik ikke i kommissoriets ordlyd.

Den offentlige debat viser en betydelige lidenskab

Den overordnede målsætning for kommissionens arbejde synes at være, at der skal ske så lidt med dåbsritualet som overhovedet muligt. Således hedder det i opdraget, at "kommissionen skal overveje evt. behov for - og i givet fald komme med forslag til - mindre sproglige justeringer af den nuværende dåbsbøn og dåbskollekt samt dåbsritualet generelt."

Med en så slap og lidenskabsløs formulering har opdragsgiverne (læs: biskopperne) signaleret, at de i virkeligheden ikke ser behov for at revidere det eksisterende dåbsritual. Den offentlige debat om dåbsritualet har imidlertid fremvist betydelig lidenskab.

Nogle vil have ritualet til at fortælle, at det er selve den rituelle dåbshandling, der gør dåbsbarnet til et Guds barn. Andre vil modsætningsvis hævde, at dåbsbarnet i forvejen er et Guds barn, og at dåbshandlingen derfor bør være en stadfæstelse af det barnekår hos Gud, som barnet allerede har.

Det forekommer umuligt at forlige to så forskellige dåbssyn i én og samme ritualtekst. Især da, hvis den forudsætning fastholdes, at ritualets tekst skal gennemautoriseres fra ende til anden.

Måske er tiden derfor kommet til at overveje alvorligt, om det var tilstrækkeligt at lade det uopgivelige i dåben autorisere som bindende forskrift, medens de øvrige anvisninger i ritualet kunne nøjes med at have vejledende status?

Dåbshandlingens fem led

Til støtte for en sådan overvejelse tjener det faktum, at kommissionen har været opmærksom på begrebet "nøddåb". I midtvejsrapporten (side 36) læser jeg følgende: "En dåb i den treenige Guds navn er, som nøddåbsritualet illustrerer, altid en fuldgyldig dåb."

Kommissionen er altså bevidst om, at en fuldgyldig dåbshandling i virkeligheden blot behøver at indeholde disse fem led:

1. Indledende bøn
2. Overøsning i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn
3. Dåbsbekræftelse
4. Fadervor
5. Fredlysning

Jeg håber på et ritualforslag, der alene lader de led være obligatoriske, som skal til for at gøre ritualhandlingen til en fuldgyldig dåb. Alt det øvrige i ritualhandlingen bør overlades til præstens liturgiske indsigt og intuition. For det er trods alt præsten, der står med det umiddelbare ansvar for at gennemføre dåbshandlingen på en måde, der er til opbyggelse for de tilstedeværende.

Det kommende ritual må gerne indeholde alternative forslag til bønner og tekstlæsninger, men når det kan betros præsten at vælge salmer til dåbshandlingen og at holde en passende tale til faddere og forældre, så bør præsten have generel frihed til at vælge de bønner og tekstlæsninger, der skal gøres brug af i dåbshandlingen.

Præsten bør tillige have frihed til at afgøre, på hvilken måde trosbekendelsen skal komme til orde i dåbshandlingen. Det kan ikke være rigtigt, at folkekirkens særtradition med personlig tilspørgsel af dåbsbarnet fortsat skal være den eneste tilladte ordning i kongeriget.