Giv tilladelse til tavs uddeling af nadveren

Af Georg Klinting, pastor emeritus

Indlæg den 17. februar 2026 i Kristelig Dagblad


Tak til stud. theol. Klaus Uhre for et debatindlæg i Kristelígt Dagblad den 9. februar, som giver mig anledning til at uddybe, hvorfor de gængse nadveruddelingsord er en misforståelse.

Nadverens indstiftelse

Det er Jesus Kristus, som har indstiftet den hellige nadver. Det gjorde han ved at udtale de ord, der er bevidnet i bibelen og er bærende i folkekirkens nadverritual.

Ved at høre nadverens indstiftelsesord modtager vi præcis det samme tilsagn om Guds nåde, som i sin tid blev tilsagt apostlene.

Nadveren er et måltid. Indtagelsen af nadverbrødet og nadvervinen understøtter menighedens oplevelse af fællesskab med Jesus Kristus og apostlene, men det er ikke sådan, at nadverbrødet og nadvervinen har en selvstændig betydning, løsrevet fra den sammenhæng, måltidet er som helhed.

Uddelingsordene er uden bibelsk belæg

Uddelingsordene er uden bibelsk belæg. Min påstand er, at ordene er elendige til at udlægge, hvad der er på færde i den hellige nadver.

Folkekirkens uddelingsord er tilmed markant ringere end de formuleringer, man bruger i de lutherske søsterkirker.

I Sverige lyder uddelingsordene således: "Kristi kropp, för dig utgiven - Kristi blod, för dig utgjutet".

Her ligger fokus på den personlige adressering af nadverens nåde. Ordene "för dig" signalerer, at også du har dine synders forladelse og er omsluttet af Kristi kærlighed.

Tilsvarende hedder det i Norge: "Kristi kropp, gitt for deg - Kristi blod, gitt for deg". Og i Tyskland: "Christi Leib, für dich gegeben - Christi Blut, für dich vergossen."

Men i Danmark er uddelingsordene uden personlig adressering. Derved fokuserer ordene alene på den forvandling, der efter ordlyden at dømme sker med brødet og vinen ved uddelingen til den enkelte nadvergæst.

Uddelingsordene signalerer sakramentmagi. Men sakramentmagi er et luthersk uvæsen.

Da der næppe inden for overskuelig tid er udsigt til ordentlige uddelingsord, foreslår jeg biskopperne at give tilladelse til tavs uddeling.


Download debatindlægget som pdf-fil

Gå til kronik: 'Nadverens ord er meningsløse'

Gå til www.georganist.dk