KAPITEL 13

EN FOLKELIG RITUALREFORM


Initiativet til nye ritualer bør komme fra kirkens græsrødder, for folkekirkens menighed er bedst tjent med at være medansvarlig for de ritualer, der bruges i kirken. Der er brug for en dåbskommission, som kan arbejde med et folkeligt mandat i ryggen.

I forordet gav jeg udtryk for den opfattelse, at folkekirkens menighed næppe skal vente på, at initiativet til en ny besindelse på dåbsritualet udgår fra biskopperne. Hertil vil jeg gøre den tilføjelse, at folkekirkens menighed måske heller ikke ville være tjent med, om initiativet udgik fra bispekollegiet. I hvert fald ville menigheden ikke være tjent med, om biskopperne selv satte sig på arbejdet med at udforme de nye ritualer.

Jeg har selvfølgelig ingen grund til at betvivle biskoppernes ønske om at skaffe folkekirken de bedste liturgiske tekster og har heller ingen grund til at betvivle, at der iblandt biskopperne er personer med forudsætninger for at affatte liturgiske tekster. Men jeg kan dog ikke se, at den liturgiske indsigt, som biskopperne måtte skaffe sig igennem deres bispegerning, på forhånd skulle have større vægt end den liturgiske indsigt, som andre kan skaffe sig igennem deres arbejde med kirkens liturgi.

Kirkens liturgi er bedst tjent med, at initiativet til dens fornyelse udgår fra kirkens græsrødder. Og til kirkens græsrødder regner jeg altså den menighed, i hvis midte ritualerne forvaltes, og de præster, der forvalter ritualerne i menighedens midte. Også de enkelte biskopper, så langt som de jo stadig er præster og jævnligt fungerer i præsterollen. Bispemødet hører derimod ikke med til kirkens græsrødder, så lidt som folketingets kirkeudvalg eller kirkeministeren gør det. Hvad der kvalificerer kirkens græsrødder, er den nære og vedvarende kontakt med den liturgiske udfordring, som består i, at sognets folk kommer til deres sognekirke og vil have deres barn døbt eller have deres dreng eller pige konfirmeret. De folk må formodes at have en forventning om at forstå meningen med det, der foretages i ritualet. Det samme må selvfølgelig den præst, der forvalter ritualet, og den menighed, i hvis midte ritualet forvaltes.

Men hvad er det nu, jeg forestiller mig med dette initiativ fra græsrødderne? Jeg forestiller mig, at en gruppe behjertede folk – lægfolk som præster og for den sags skyld gerne en biskop eller to – sætter sig sammen og beslutter sig for at gøre de indledende øvelser, der skal sætte gang i processen frem mod en revision af folkekirkens ritualbog. Det vil sige, at denne gruppe beslutter sig for at gøre det, som i de fleste andre kirker ville være en opgave for kirkens ledelse, men som ikke er det i folkekirken, fordi folkekirkens ledelse savner et direkte og veldefineret mandat fra kirkefolket til at være ledelse.

Denne behjertede – man kan gerne tilføje »selvbestaltede« – arbejdsgruppe er i sin gode ret til at indkalde til en åben konference om folkekirkens dåbsritual. Enhver har jo lov til at indkalde til konference om hvad som helst og altså også en konference om folkekirkens dåbsritual. Men konferencen skal være åben, fordi det er vigtigt, at alle, der har noget på hjerte, skal kunne deltage.

Det springende punkt er nu, om denne selvbestaltede arbejdsgruppe kan overbevise den kirkelige offentlighed om, at dens forehavende har en kirkehistorisk nødvendighed for sig. Det afhænger ikke kun af arbejdsgruppens dygtighed, det afhænger også af, om tiden er moden. D.v.s. om den erkendelse er slået igennem i den kirkelige offentlighed, at folkekirkens dåbssyn trænger til et hovedeftersyn.

Et tegn på, at tiden måske er moden til en konference om folkekirkens dåbssyn, er den læresag om dåben, der for tiden verserer i den såkaldte præsteret. Sagen er rejst af kirkeministeriet mod sognepræsten i Snedsted i Thy på foranledning af klager fra medlemmer af hans menighed og på begæring af hans biskop. Klagen går kort fortalt på, at sognepræsten offentligt og vedholdende har tilkendegivet et dåbssyn, der angiveligt strider mod folkekirkens læregrundlag. Præsten har godt nok døbt alle de børn, han er blevet bedt om at døbe. Ved døbefonten har han foretaget det, han skulle foretage. Her har der ikke været noget at komme efter. Men det er hans syn på dåben, således som han har givet det til kende fra prædikestolen, der har givet anledning til læresagen.

For sognepræsten er det hans forbliven i embedet, der står på spil. Foreløbig har byretten i Thisted fundet, at præstens dåbssyn er så meget i strid med folkekirkens læregrundlag, at manden må afskediges fra embedet. Sagen er imidlertid anket til landsretten, og i skrivende stund afventes sagens videre forløb.

Uanset hvilket udfald sagen får for den indklagede præst, må selve den omstændighed, at en sådan sag kan opstå, vække til eftertanke. I hvert fald to tanker melder sig. Den første tanke er, at det virkelig må være småt med folkekirkens tiltro til, at dens dåbsritual er i stand til at gøre gennemsigtigt for præst og menighed, hvad dåben betyder, siden folkekirken skal have en domstol til at udlægge dåbens betydning. Dåbsritualet gør åbenbart ikke fyldest.

Den anden tanke, der melder sig, er, at læresagen er lidt af et tveægget sværd. I første omgang er læresagen selvfølgelig et hug mod den præst, der er indklaget for at lære i modstrid med folkekirkens lære. Men i næste omgang vender læresagen sin skarpe klinge mod folkekirken, fordi den bliver en sag om, hvad folkekirken i grunden lærer. At det forholder sig sådan, er logisk nok. En undersøgelse af indklagedes læreopfattelse må nødvendigvis modsvares af en undersøgelse af, hvad folkekirken lærer om det samme emne – ellers kan præsteretten jo ikke tale stilling til, om indklagedes læreopfattelse er forenelig med folkekirkens eller ej.

I den aktuelle dåbssag har præsteretten brugt rigtig mange kræfter på at finde ud af, hvad folkekirkens dåbssyn er. Derfor er domsudskriften fra retten i Thisted da også et teologisk interessant dokument. Formentlig vil der på tilsvarende vis komme et teologisk interessant dokument ud af det, når den gejstlige læresag kommer for landsretten. Det turde dog være forudsigeligt, at heller ikke landsrettens udredninger om folkekirkens dåbssyn vil kunne få status som en endegyldig afklaring. En endegyldig afklaring er slet ikke mulig, så lidt som det teologiske arbejde med at formulere kirkens troslære nogensinde kan nå til en endegyldig afklaring.

Men mindre kan også gøre det. Enhver afklaring vil have foreløbighedens præg og har i al sin foreløbighed en nødvendige rolle at spille for kirkens orden udadtil og indadtil. For folkekirkens orden kunne konklusionen på dåbssagen dog meget vel blive gå hen og blive den, at folkekirken var bedre tjent med selv at søge sit dåbssyn afklaret fremfor at lade en domstol gøre arbejdet. Uanset det konkrete retlige udfald kan dåbssagen måske blive en afgørende tilskyndelse til, at man fra kirkeligt hold – det være sig autoritativt eller ej – omsider tager folkekirkens dåbssyn op til dybtgående overvejelse. Dåbssagen kan med andre ord få den positive virkning at gøde jordbunden for en kirkelig konference om dåben.

Hvis vi nu forestiller os, at den tidligere omtalte selvbestaltede arbejdsgruppe tager initiativ til at indbyde til en dåbskonference, og hvis vi dernæst forestiller os, at indbydelsen vinder genklang, og at det lykkes denne dåbskonference at påvise med overbevisende argumentation og dokumentation, at tiden er inde til en revision af i hvert fald folkekirkens dåbsritual og konfirmationsritual, så må næste skridt være, at konferencen udarbejder en henvendelse til kirkemisteren om at lade nedsætte en dåbskommission. Det vil være naturligt, at en sådan henvendelse indeholder et forslag til kommissorium foruden nogle synspunkter om kommissionens sammensætning.

Men hvordan skal kommissionen så arbejde? Ja, det afhænger jo af dens kommissorium og så naturligvis af kommissionen selv. Men skal jeg driste mig til selv at sige noget om kommissionens arbejdsform, så må jeg pege på tre ting, som jeg kunne håbe på, at man har lært af erfaringerne med liturgikommisionens arbejde og den skæbne, der overgik det med den seneste ritualbog og alterbog.

Kravet om grundighed

Det første er, at kommissionen skal gøre sit arbejde med ritualerne så grundigt, at biskopperne ikke fristes til at etablere sig selv som en slags overkommission, der hugger en hæl og klipper en tå i formuleringerne for dermed at komme til ende med arbejdet d.v.s. få de liturgiske tekster klar til kirkeministeren med henblik på kongelig autorisation.

En fornuftig procedure kunne være, at biskoppernes rolle begrænses til at afgive høringssvar til kommissionens tekster, således at kommissionen nok kan tage højde for biskoppernes kritik, men selv beholder det fulde ansvar for den endelige tekst, der fremsendes til kongelig autorisation. På den måde er der håb om – hvis ellers kommissionen har sin folkekirkelige bredde i orden – at kirkefolket vil kunne tilegne sig ritualet som sit eget ritual og ikke som et ritual, der er forordnet fra oven og er et produkt af biskoppernes uudgrundelige visdom.

Afprøvning af ritualtekster

Det næste er spørgsmålet om afprøvning af ritualtekster. Ritualtekster skal nødvendigvis opfylde kravet om slidstyrke. De skal kunne holde til gentagelse i årevis. Derfor kommer spørgsmålet om en afprøvningfase ind i billedet. Under liturkommissionens arbejder i 1980'erne fik præster og menigheder tilbudt at afprøve liturgikommisionens forskellige ritualforslag, heriblandt kommissionens to forslag til barnedåb.

Det var en generel betingelse for at afprøve kommissionens forslag, at man fulgte de enkelte forslag fuldt ud. Man måtte ikke plukke elementer fra forskellige forslag eller autoriserede ritualer og derved komponere sit eget forslag. Princippet for afprøvningen var altså »take it or leave it«.

Til betingelserne hørte også en pligt til at rapportere om de indvundne erfaringer med den forsøgsvise anvendelse af de pågældende ritualforslag. Man kan selvfølgelig sige, at netop denne rapportering var en begrundelse for princippet om at følge de enkelte forslag fuldt ud, fordi en systematisk bearbejdning af rapporterne ville blive nærmest umuliggjort, hvis rapporterne refererede til en uoverskuelig mængde forsøgsvarianter.

Den forsøgsvise afprøvning af ritualtekster var imidlertid problematisk af flere grunde. Først er der det forhold, at de ritualer, som er knyttet til engangsbegivenheder i et menneskes liv, ikke indbyder til eksperimenteren i samme grad som de ritualer, der er knyttet til liturgisk gentagelse. Gudstjenesten kan bedre bære eksperimenter end et menneskes dåbspagt.

Dernæst er det et spørgsmål, om »take it or leave it« princippet er særlig klogt. I hvert fald tjener princippet til at frakoble den kreativitet, der måtte være til stede blandt præster og menigheder. Man afskærer sig fra at få afprøvet noget, der måske var bedre end de udsendte tekstforslag. Man opnår formentlig også med den formynderiske fremgangsmåde at få mange til at gå i baglås og afstå fra overhovedet at være med til at afprøve noget.

Endvidere er der spørgsmålet om evalueringen af de indkomne erfaringer med prøveritualerne. Statistik er som bekendt i visse henseender djævelens opfindelse. Der består en nærliggende fare for, at man slutter fra noget kvantitativt til noget kvalitativt. Der er f.eks. tale om en fejlslutning, når den omstændighed, at kun få har ønsket at afprøve liturgikommissionens dåbsritualer, bliver et argument for, at det hidtidige dåbsritual stort set er godt nok.

Endeligt kan man spørge, om ikke der er andre måder at afprøve ritualer end at afprøve dem i menighederne. Spørgsmålet er nemlig, hvad man egentlig mener med at »afprøve«. Hvis det er sprogets rytme, metaforernes billedkraft og den rituelle handlings iscenesættelse, der skal afprøves, så kunne man med fordel gøre det i en lukket kreds. Man kunne f.eks. lade deltagerne på et kursus afholde en stribe simulerede barnedåbshandlinger efter det foreslåede ritual og så bagefter lade deltagerne evaluere forsøget.

Det teologiske indhold af et ritual skal derimod ikke gøres til genstand for afprøvning, men til genstand for gennemtænkning. Det teologiske indhold skal i hovedsagen være i orden, inden ritualet afprøves. Men igen her må der skelnes mellem ritualer til engangsbegivenheder og ritualer til liturgisk gentagelse. Til et dåbsritual må der stilles strenge krav om den teologiske kvalitet. Til en gudstjenesteordning behøver man ikke at stille samme strenge teologiske krav, fordi gudstjenesten mere bæres af det indhold, der fyldes i den af salmer, bønner, tekster, prædiken o.s.v. end af gudstjenestens nøgne form. Konklusionen er, at afprøvning af ritualer er en problematisk affære. Den skal i hvert fald gennemtænkes nøje.

Det økumeniske sideblik

Det tredie, jeg vil sige til erfaringerne med liturgikommissionens arbejde, er, at liturgikommissionen har arbejdet for ensidigt liturgihistorisk. Betænkningen »Dåb og brudevielse« indeholder en fremragende gennemgang af dåbsritualets historie fra oldtiden over reformationen frem til nutiden. Men der mangler et sideblik til, hvordan man døber i andre kirker. Først og fremmest i andre lutherske kirker, men vel egentlig også i andre kirker, som folkekirken har økumeniske relationer til.

Vist er det vigtigt at kende vores eget dåbsrituals historie for at forstå, hvorfor det er, som det er, og for at være opmærksomme på det arvegods, som er værd at bevare. Historisk indsigt er nødvendig for at værne om den liturgiske kontinuitet. Men uden en økumenisk synsvinkel er der fare for, at den liturgiske kontinuitet dyrkes for dens egen skyld. Eller simpelthen på grund af inertiens lov. Et eksempel: den personlige tilspørgsel til barnet har vi her i landet bevaret fra Luthers tid indtil i dag, skønt man har forladt den i nabokirkerne. Et andet eksempel: Det indledende spørgsmål: »Er barnet hjemmedøbt?« er bevaret i 1992 ritualet, skønt dette led savner enhver fornuftig begrundelse og da heller ikke forekommer i nabokirkernes dåbsritualer.

Det økumeniske sideblik er nødvendigt for at kaste nyt lys over det, vi foretager os i folkekirkens liturgi. Noget af det vi gør, er måske ikke så genialt eller selvfølgeligt, som vi går rundt og tror. Andet rummer måske mere værdifuldt i sig, end vi selv rigtig er klar over. Derfor er det en god ting at se på, hvordan de gør i de andre kirker.



Forside