Folkekirkens dåbsritual

Af Georg Klinting, organist og pastor emeritus

Indsendt 25. juni 2019 til folkekirkensliturgi@km.dk

Ved indsendelsen til den liturgiske postkasse skrev jeg blandt andet følgende:

"Det autoriserede dåbsritual af 1992 giver ikke ordentlig besked om dåben, idet ritualet nok lader forstå, at Gud ved sin enbårne Søn "har givet os den hellige dåb", men det fortæller ikke, hvornår Gud har givet os dåben, eller på hvilken måde. Ritualet mangler at forankre dåbens gudsgivne karakter i den historiske kendsgerning, at Jesus Kristus indledte sit virke med at lade sig døbe i Jordan ved Johannes Døber. Ritualet er tavs om Jesu dåb og derfor ude at stand til at fortælle, hvad Jesu dåb betyder for forståelsen af den kristne dåb.

Den manglende frelseshistoriske forankring har fået vidtrækkende betydning, idet børneevangeliet i Mark 10,13-16 er blevet folkekirkens foretrukne udgangspunkt for at forklare, hvad den kristne dåb går ud på. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at også voksendåb skal foretages på ordene om, at Jesus tog de små i favn og velsignede dem.

En udlægning af dåben som pagtshandling er til gengæld uden klangbund i dåbsritualet. Karakterisk nok figurerer ordet 'pagt' slet ikke i ritualets tekst."

FORSLAG TIL NYT DÅBSRITUAL

Barnedåb

DÅBSSALME

LOVPRISNING OG BØN:

TEKSTLÆSNING:

FORSAGELSEN OG TROEN:

KORSTEGNELSE OG DÅBSHANDLING:

FADERVOR:

DÅBENS FORPLIGTELSE:

SALME:

DÅBSKOLLEKT:

VELSIGNELSE:

SALME

Voksendåb

DÅBSSALME

LOVPRISNING OG BØN:

TEKSTLÆSNING:

TILSPØRGSEL OM FORSAGELSEN OG TROEN:

KORSTEGNELSE OG DÅBSHANDLING:

FADERVOR:

DÅBENS FORPLIGTELSE:

KOMMENTAR TIL RITUALFORSLAGENE:

De to ritualtekster har grundlæggende samme opbygning og kan derfor med fordel kommenteres under ét, dog således at de indbyrdes forskelle påpeges, efterhånden som de optræder.

1. Det nuværende ritual indleder dåbshandlingen med spørgsmålet, hvorvidt barnet/den voksne allerede er døbt. Dette spørgsmål må imidlertid formodes at være afklaret i den forudgående dåbssamtale. I liturgisk sammenhæng er spørgsmålet overflødigt, og jeg har derfor udeladt det.

2. Skriftordet fra 1. Pet 1,3 er bevaret. Skriftordet er værdifuldt, fordi det peger på den omfattende genfødelse, der er bragt i stand ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Hermed er den genfødelse, der er knyttet til den enkelte dåbshandling, sat i et frelseshistorisk perspektiv.

Også for en anden betragtning er skriftordets placering i dåbsritualet værdifuld, idet samme skriftord som bekendt indgår i ritualet for jordpåkastelse. Skriftordet kommer på den måde til at spille en dobbelt opbyggelig rolle som både »indgangsportal« og »udgangsportal« for kristenlivet.

3. Den indledende takkebøn for dåben, som benyttes både i 1912 ritualet og 1992 ritualet, er erstattet af en takkebøn for frelsen ved Jesus Kristus. Det frelseshistoriske forløb i bønnen begynder med Jesu dåb, fordi Jesu dåb er begyndelsen på og åbenbarelsen af, at han har fuldmagt til at indbyde mennesker til Guds rige. Det frelseshistoriske forløb slutter med Jesu opstandelse af de døde, som er den endegyldige stadfæstelse af Guds nådepagt ved Jesus Kristus. Det vigtige begreb »pagt« er nu omsider kommet med i ritualet.

4. Takkebønnen går over i en forbøn, som er markant opstrammet i forhold til 1912/1992 ritualet. Tidligere hed det: »Tag i nåde mod dette barn (disse børn, ham eller hende)...« Nu hedder det: »Indskriv dets navn (deres navne, hans eller hendes navn) i din nådepagt...«. På den måde understreges den definitive karakter af dåbens nåde.

5. Den såkaldte dåbsbefaling Matt 28,18-20 er medtaget, skønt den ikke har nogen indlysende nødvendig funktion i dåbsritualet. Teksten kan nemlig ikke bære at være et egentligt »dåbens indstiftelsesord«. Liturgikommisionen havde i sin betænkning fra 1983 foreslået at flytte dåbsbefalingen til faddertiltalen på grund af formaningsaspektet i teksten: »...idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.« Jeg mener, Matt 28,18-20 kan blive stående på sin traditionelle plads som et opbyggeligt vidnesbyrd om, at man fra den ældste menigheds dage har døbt mennesker i den treenige Guds navn.

6. Indtil dette sted følges teksterne til barnedåb og voksendåb ad. Ved barnedåb følger nu børneevangeliet på grund af de opbyggelige identifikationsmuligheder, denne tekst tilbyder. Den bringes i samme beskæring som i 1912 ritualet og med samme indledning. Den afsluttende overgangssætning: »Så vil vi da hjælpe dette barn (disse børn) til hans velsignelse...« er strøget. Der er ingen grund til ligefrem at dyrke velsignelsesaspektet. Det klarer sig nok endda.

7. Til voksendåb har jeg valgt en anden tekst af hensyn til behovet for andre identifikationsmuligheder. Mit valg er inspireret af Den norske Kirke, der i sit voksendåbsritual netop benytter den anførte tekst fra Apostlenes Gerninger.

8. Herefter kommer forsagelsen og den apostolske trosbekendelse, ved barnedåb i den fælles bekendelses form, ved voksendåb derimod i tilspørgslens form. I princippet kunne den fælles bekendelses form også være valgt for voksendåbens vedkommende, således som tilfældet er i det norske ritual. Jeg har imidlertid valgt at fastholde tilspørgslens form for at understrege voksendåbens karakter af personlig bekendelseshandling til forskel fra barnedåben, som man ikke kan påstå har samme karakter af personlig bekendelseshandling - medmindre man da som Martin Luther vil operere med forestillingen om det troende spædbarn.

Jeg mener imidlertid, at forestillingen om spædbarnetro tager sig dyrt betalt, og at det i hvert fald ikke kan være dåbsritualets opgave at insistere på en sådan forestilling. Jeg gør her opmærksom på, at vore lutherske nabokirker synes at klare sig udmærket uden personlig tilspørgsel ved barnedåb.

9. Efter trosbekendelsen, men inden korstegnelsen spørger præsten, om dåbshandlingen skal udføres. Det er logisk at placere spørgsmålet på dette sted og ikke efter korstegnelsen som i 1912/1992 ritualet. Isoleret fra dåben i den treenige Guds navn har korstegnelsen nemlig ingen mening. Korstegnelsen er reminiscensen af en exorcisme og hører lige så naturligt sammen med dåben i den treenige Guds navn, som forsagelsen af djævelen hører sammen med bekendelsen til den treenige Gud.

10. Døbeformlen er uændret. Jeg foreslår dog, at man ligesom i Norge nøjes med at nævne fornavnet (fornavnene) og ikke det fulde navn.

11. I den efterfølgende dåbsvelsignelse er der en markant forskel i forhold til 1912/1992 ritualet. Vendingen: »og skænket dig syndernes forladelse« er udskiftet med: »og udfriet dig af syndens og dødens magt«. Begrundelsen er, at det første udtryk er alt for svagt. »Syndernes forladelse« tilhører gentagelsens kategori, men dåben meddeler en overgang til ny status for Gud, som er både enestående og endegyldig.

12. Dåbsvelsignelsen til og med den afsluttende fredlysning foretages under håndspålæggelse. Fadervor er flyttet til senere. Derved er det ikke muligt at opretholde den opbyggelige - men for en teologisk betragtning måske problematiske - håndspålæggelse under fadervor. Til gengæld kommer den egentlige dåbsvelsignelse nu rigtig til sin ret.

13. Ordene i det nuværende ritual: »Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid« har jeg udeladt, fordi de næppe kommer til at fungere som andet end højtidelig staffage.

14. Fadervor bedes af hele menigheden, når den sidste dåbshandling har fundet sted. Fadervor har dermed karakter af menighedens forbøn for de døbte.

15. Afsnittet kaldet »dåbens forpligtelse« svarer til det afsnit, der traditionelt kaldes »faddertiltale«. Som noget nyt ved barnedåb er fadderne nu sidestillet med forældrene i forpligtelsen på dåbsbarnets oplæring i den kristne børnelærdom.

Der brydes altså med den danske tradition for at definere fadderrollen ud fra forældrenes for tidlige død. Reelt har fadderinstitutionen i kraft af denne tradition længe været tømt for forpligtende indhold, hvilket da også klart fremgår af 1992 ritualets tekstforslag - yderligere tydeliggjort af den omstændighed, at faddertiltalens ordlyd er givet fri, idet de anførte tekster kun er vejledende for indholdet.

Mit ræsonnement har været, at skal fadderinstitutionen reddes, må fadderne tildeles en rolle, som ikke forudsætter forældrenes for tidlige død. Jeg har her hentet inspiration i Den norske Kirkes dåbsritual, der både ved barnedåb og ved voksendåb har et afsnit kaldet »dåpens forpliktelse«, som beskriver det ansvar, fadderne har for den døbte. For barnedåbens vedkommende vil det sige et ansvar, som fadderne deler med forældrene.

Jeg forestiller mig, at faddertiltalens ordlyd skal være obligatorisk. Ikke fordi jeg vil underkende præsternes kreative evner i retning af at sige opbyggelige ting til fadderne, men fordi det er magtpåliggende for mig, at folkekirken som institution tager fadderinstitutionen alvorligt.

16. Dåbskollektforslaget er taget fra min artikel den 21. juli 1995 i Præsteforeningens Blad med titlen: »Slutningskollekterne er ikke gode nok«.