Opgør med gudstjenestens læsemaraton

Af Georg Klinting, organist og pastor emeritus

Offentliggjort den 13. august 2025 på Kirke.dk

På bispemødet i januar 2022 besluttede biskopperne, at der skulle nedsættes en dåbskommission efterfulgt af en nadverkommission. Men højmessen ville de mærkeligt nok ikke at røre ved.

Som bekendt opererer den autoriserede højmesseordning med tre tekstlæsninger. Det er så afgjort den sidste tekstlæsning – evangeliet til den pågældende dag – der bedst formår at fange menighedens opmærksomhed.

Dels fordi læsningen lyder fra prædikestolen, og dels fordi det er denne læsning, der er afsættet for præstens prædiken.

De første to tekster læses fra alteret uden introduktion eller udlægning. Præsten kan måske senere i sin prædiken samle noget op fra de indledende læsninger, men den almindelige kirkegænger uden teologiske forkundskaber vil ofte have svært ved at gribe læsningernes mening i flugten.

Tre læsninger er en gammel tradition

Nu er det dog ikke først med den gældende højmesseordning fra 1992, at der er kommet tre tekstlæsninger i højmessens liturgi. Den tidligere højmesse havde også tre læsninger, nemlig 1) episteltekst 2) evangelium fra modsat tekstrække og 3) det evangelium, der skulle prædikes over.

Men liturgikommissionen af 1970 lagde vægt på at lade det gamle testamente komme til orde i højmessen. De to publikationer: "Bibelske læsninger i gudstjenesten" fra 1975 og "Forslag til Alterbog" fra 1985 opererer begge med tre læsninger efter denne model: Først indgangslæsning fra det gamle testamente, derefter evangelium og endelig – efter prædiken og nadver – udgangslæsning fra det ny testamente.

Det var nemlig et kardinalpunkt for kommissionen, at læsningerne bringes i en rækkefølge, der svarer til bibelens disposition. På den måde kan læsningerne korrespondere med frelseshistoriens tre faser og således understøtte menighedens oplevelse af gudstjenesten som et drama, der lader Guds pagtstiftelse med menneskeslægten komme liturgisk til udtryk.

Ifølge kommissionens alterbogsforslag skulle menigheden først høre en tekst til belysning af den gamle pagt, jødefolkets pagt med sin Gud og skaber. Derefter skulle menigheden høre en fortælling om den nye pagt, der kom i stand ved Jesu fødsel, liv, lidelse, død og opstandelse. Endelig en beretning om de første kristne menigheder og deres liv på den nye pagts grund.

Udgangslæsningen blev flyttet frem

Da biskopperne sidst i 1980'erne evaluerede erfaringerne med alterbogsforslaget, kunne de ikke indstille alterbogsforslaget til kongelig autorisation. Brugen af udgangslæsning havde nemlig mødt udbredt kritik, som gik på læsningens placering i gudstjenesten.

Men biskopperne ville ikke bare kassere det store arbejde, kommissionen havde lagt i alterbogsforslaget. De påtog sig at omarbejde forslaget, således at den nye højmesseordning kunne autoriseres i 1992.

I den autoriserede højmesseordning er der ikke nogen udgangslæsning, idet biskopperne har flyttet epistelteksten frem til formessen, så den nu lyder mellem den gammeltestamentlige læsning og evangelieteksten. Desværre er den opbyggelige pointe med læsningernes rækkefølge dermed gået fløjten.

Man får vejledning i at fravælge

Samtidig er formessen blevet overlæsset, idet der nu er hele tre læsninger før prædikenen. Men her har biskopperne dog indbygget den ventil, at man kan nøjes med to tekstlæsninger, hvis præst og menighedsråd er enige om det. Spørgsmålet er så, hvilken af de to første tekster der bedst kan undværes.

I den autoriserede alterbog er der til hver gudstjenestedag angivet med en stjernemarkering, hvilken af de to tekster, der efter udgivernes mening "bør foretrækkes".

Bortset fra, at de pædagogiske stjerner signalerer ringe tiltro til præsternes dømmekraft, er det uklart, hvad stjernemarkeringen går på. Går den på, hvad menigheden har mest glæde af at høre oplæst, eller går den på, hvad præsten bør vie særlig opmærksomhed i sin prædikenforberedelse?

Det korte af det lange er, at den reducerede højmesse fremstår som en forlegenhedsløsning. I erkendelse af, at tre tekstlæsninger i gudstjenesten kan opleves som for meget, har biskopperne tilladt, at man kan nøjes med to læsninger, en fra alteret og en fra prædikestolen.

Undgå læsninger fra alteret

Men hvis der skal skæres – og det kan der jo argumenteres for – var der så ikke mere perspektiv i helt at afskaffe tekstlæsninger fra alteret? Det vil jeg mene. Jeg tror, det vil gavne højmessens "liturgiske nerve", hvis al tekstlæsning samles omkring præstens prædiken og i øvrigt begrænses til det mest nødvendige.

Jeg forestiller mig, at præsten læser dagens evangelium fra prædikestolen og forlængelse heraf tager fat på sin prædiken. Indlejret i prædikenen kan præsten så inddrage stof fra de øvrige tekster til dagen i det omfang, det er relevant for forkyndelsen. Det kan ske ved genfortælling af udvalgte passager i teksterne eller ved kortere eller længere citater. Det kan også ofte ske ved valg af salmer, der lader relevante bibelske motiver komme til orde.

Min pointe er, at det er for menighedens opbyggelses skyld, at vi har en alterbog med forordnede tekster. Men der skal ikke af den grund anvendes mere af de forordnede tekster, end hvad der reelt er brug for til dagens forkyndelse.

At tillade en mere målrettet brug af alterbogen ville være udtryk for en lempelig opstramning af højmessen, som biskopperne burde give interesserede præster og menigheder tilladelse til at afprøve. I det mindste som en tidsbegrænset forsøgsordning.