Nadverens uddelingsord er meningsløse

Selvom lige netop nadverliturgien ikke står til at blive lavet om i denne omgang, bør det ikke udelukke, at interesserede præster på forsøgsbasis kan få lov at forsøge sig med tavs uddeling, mener pastor emeritus Georg Klinting

--------------------------------------------------------

Af Georg Klinting, organist og pastor emeritus

Kronik den 31. januar 2026 i Kristeligt Dagblad

Siden 1992 har den hellige nadver været en integreret del af folkekirkens højmesse. De senere års liturgidebat har desværre ikke resulteret i noget ønske fra biskoppernes side om at tage hele den autoriserede højmesseordning op til kritisk overvejelse. Det er alene det i højmessen indbyggede nadverritual, biskopperne har fundet behov for at se nærmere på.

I 2022 besluttede biskopperne at lade en nadverkommission nedsætte. Dog skal den først nedsættes, når dåbskommissionen er færdig med sit arbejde. Det vil således vare en rum tid endnu, inden der fra officielt hold kommer til at foreligge et udspil om nadverritualet.

I ventetiden kan det vel ikke være upassende at ytre sig om folkekirkens nadverpraksis, hvis man har fået øje på noget, som trænger til at blive drøftet. Jeg tillader mig derfor at gøre opmærksom på et problem i folkekirkens nadverritual, som mange kirkegængere givetvis kan genkende. Jeg sigter til de uddelingsord, der lyder, når præsten uddeler brødet og vinen. Som bekendt siger præsten til hver enkelt nadvergæst: "Dette er Jesu Kristi legeme" og "Dette er Jesu Kristi blod".

Det er ingen naturlov, at uddelingsordene skal have netop denne ordlyd, eller at der overhovedet skal være uddelingsord. Herom vidner "Forslag til Alterbog" som den daværende liturgiske kommission udsendte i 1985. Det blev muligt at afprøve alterbogsforslaget, og ved afprøvningen kunne man vælge mellem tre modeller ved uddelingen af nadveren. Man kunne

1. beholde de traditionelle uddelingsord: "Dette er Jesu Kristi legeme" og "Dette er Jesu Kristi blod". – Disse ord har fokus på Kristi tilstedeværelse i oblaten og vinen i bægeret.
2. bruge uddelingsord med en ændret ordlyd: "Modtag Jesu Kristi legeme" og "Modtag Jesu Kristi blod". – Disse ord har fokus på den enkeltes modtagelse af nadveren.
3. undlade at bruge uddelingsord. – Tavs uddeling kendes fra den første tid efter reformationen, idet uddelingsord først blev en integreret del af den danske nadverliturgi med Kirkeritualet af 1685.

På tidspunktet, da det omtalte forslag til alterbog blev udsendt, var jeg i embede som sognepræst. Det var oplagt for mig at vælge model tre med tavs uddeling. Jeg havde nemlig længe ment og mener stadig, at der med præsternes monotone gentagelse af ordene om Jesu Kristi legeme og blod i virkeligheden er gået ritualmagi i uddelingen.

Den almindelige kirkegænger må få det indtryk, at der successivt sker noget med nadverbrødet og altervinen i takt med, at præsten fremsiger uddelingsordene til de enkelte nadvergæster. Hvad er ellers meningen med, at præsten siger de samme ord til hver enkelt?

Men de fleste lutherske teologer vil nok instinktivt afvise, at der forekommer ritualmagi ved en luthersk nadvergudstjeneste. Et kernepunkt i luthersk nadverforståelse er nemlig Luthers afvisning af den katolske kirkes såkaldte "transsubstantiationslære", det vil sige læren om, at brødet og vinen under messen forvandles til Kristi legeme og blod - selvfølgelig kun i deres substans, ikke i deres smag og udseende.

Luther afviste, at der sker nogen forvandling af nadverelementernes substans ved præstens ageren foran alteret. Men han fastholdt antagelsen af Kristi nærvær ("realpræsens") i nadveren. Antagelsen kommer til udtryk i Den lille katekismus, hvor Luther udtrykker sig således om alterets sakramente:

"Det er vor Herre Jesu Kristi sande legeme og blod, i brødets og vinens skikkelse, indstiftet af Kristus selv til mad og drikke for os kristne".

Og som belæg for dette udsagn henviser Luther så til nadverens indstiftelse som beskrevet hos Matthæus, Markus, Lukas og Paulus.

Nu var Jesus som bekendt fysisk til stede i kød og blod blandt apostlene, da han indstiftede den hellige nadver. Han var ikke fysisk til stede i brødet og vinen. De ord, han udtalte over brødet og vinen, skal forstås som billedtale. Brødsbrydelsen og det fælles drikkebæger er billede på hans forestående offerdød til bedste for apostlene og al eftertid.

Til forskel fra dengang er Jesus ikke længere fysisk til stede på jorden. Den teologiske udfordring for kirken er derfor at få sat troværdige ord på, hvad forbindelsen er mellem den opstandne Herre og Mester og så det måltid, der i dag holdes i kirken til hans ihukommelse.

Efter uddelingsordene at dømme er det officiel lærdom i folkekirken, at Mesteren tager bolig i nadverbrødet og altervinen, når der er nadver. Hertil må man bare sige, at det henstår i det uvisse, hvornår og på hvilken måde Mesteren tager bolig i nadverelementerne, eller hvad den dybere mening er med hans tilstedeværelse i oblaten og vinbægeret. Vi bliver ikke det mindste klogere af at få gentaget ordene: "Dette er Jesu Kristi legeme" og "Dette er Jesu Kristi blod".

I Den lille katekismus forklarer Luther nadvermåltidets betydning således: "Det er heller ikke mad og drikke, der gør det, men de ord, der står: 'Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse'. Disse ord er sammen med den håndgribelige mad og drikke hovedsagen i sakramentet."

For Luther er hovedsagen i sakramentet altså det løfte om syndernes forladelse, som er knyttet til nadverens "håndgribelige mad og drikke". Tilsvarende lægger folkekirkens autoriserede nadverbøn betydelig vægt på, at deltagelsen i nadveren må være "til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse".

Indstiftelsesordene har fokus på det, der skete hin sidste aften, da Jesus holdt måltid sammen med apostlene og kundgjorde stiftelsen af en ny pagt ved hans stedfortrædende lidelse og død. Folkekirkens nadverliturgi bør derfor helt igennem fokusere målrettet på denne nye pagt. Det er et fejlgreb at fokusere på nadverbrødet og altervinen, sådan som uddelingsordene gør det.

I nadverens sakramente har brødet og vinen blot en afgrænset rolle, nemlig den at levere de sanselige komponenter til ihukommelsen af den nye pagts indstiftelse. Det er ikke brødets og vinens rolle at være garant for Kristi nærvær i nadveren. Konklusionen er, at de autoriserede uddelingsord er forfejlede. De bidrager kun til en unødig mystificering af den sakramentale handling. Uddelingsordene er slet og ret meningsløse.

Men også fra en anden synsvinkel er uddelingsordene uheldige. Deres demonstrative insisteren på, at Kristus er til stede i brødet og vinen, anfægter i virkeligheden menighedens forvisning om, at Kristus altid er til stede i menighedens midte, når den med ærlig hu er forsamlet i hans navn. Også selv om der ikke er nadver! Kirkens nadverhandling har ganske enkelt ikke monopol på at formidle Kristi åndelige nærvær.

I Ingemanns salme "Lover Herren! han er nær" (DDS 404) udtrykkes indsigten i disse fire linjer: "Lover Herren! han er nær / når vi sjunge, når vi bede / samles i hans navn vi her / er han midt blandt os til stede".

Det er tydeligvis ikke specifikt nadveren, der her sigtes til, men enhver sammenkomst med lovsang og bøn, det vil sige enhver gudstjeneste.

Som antydet i indledningen står en reform af nadverliturgien ikke lige for døren. Men dette forhold behøvede vel ikke udelukke, at interesserede præster allerede her og nu - på forsøgsbasis - kunne få lov at bruge tavs uddeling under nadveren? Hvad siger mon biskopperne til et sådant forslag?