KAPITEL 12

KONFIRMATIONEN SNYLTER PÅ DÅBEN

Folkekirken bruger mange kræfter på den såkaldte konfirmationsforberedelse. Men konfirmationen selv savner et troværdigt indhold. Det seneste ritual er nærmest en katastrofe. Dels gør det konfirmationen til rituel dåbsbekræftelse, skønt dåben ikke har nogen rituel bekræftelse nødig. Og dels tjener ritualet til at legitimere religiøs navlebeskuelse, fordi det lukker sig om den enkelte konfirmands private gudsforhold. Der må radikal nytænkning til, hvis konfirmationen skal have nogen mening som folkekirkeligt ritual.

Næppe andre områder af folkekirkens offentlige virksomhed er præget af begrebsmæssigt kaos som konfirmationen. Det er galt allerede med selve ordet »konfirmation«. Ordet er latin og betyder »bekræftelse«. Men hvem bekræfter hvad? Den almindeligste opfattelse blandt folk turde være den, at det er konfirmanden, der bekræfter sin dåbspagt. Det er i hvert fald en opfattelse, man kan støde på i de lejlighedssange, der digtes med henblik på festen i forsamlingshuset. Det er konfirmanden, der siger ja til noget. Konfirmanden er »det handlende subjekt« i konfirmationen – for nu at bruge et firkantet udtryk hentet fra kirkeretten (nærmere bestemt fra den verserende dåbssag i præsteretten).

Den almindeligste opfattelse blandt præster turde derimod være den, at det er Gud, som er det handlende subjekt i konfirmationen. Det er Gud, der bekræfter sin dåbspagt med konfirmanden. Den opfattelse kan støtte sig på et sprogligt argument. Det er en passivform af verbet, der bruges, når det hedder »at blive konfirmeret«. Konfirmanderne konfirmerer ikke, men de bliver konfirmeret.

Dertil kommer, at konfirmationsritualet udlægger konfirmationen således, at Gud er det handlende subjekt. Kernen i ritualet er den såkaldte konfirmationsvelsignelse, hvormed præsten under håndspålæggelse konfirmerer hver enkelt. Som allerede tidligere nævnt forekommer der i det senest autoriserede konfirmationsritual af 1991 hele tre valgfrie varianter af denne konfirmationsvelsignelse:

A) Den treenige Gud, som har antaget dig til sit barn i den hellige dåb og gjort dig til arving til det evige liv, han opholde dig i din dåbs nåde indtil din sidste stund, han give dig bestandighed i din tro, din sjæl til salighed!

B) Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i dåben har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!

C) Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i dåben har gjort dig til sit barn, han styrke dig i din tro og give dig håb, han velsigne dig og bevare dig i sin kærlighed!

Denne konfirmationsvelsignelse – som udover fælles fremsigelse af trosbekendelse og fadervor er det eneste obligatoriske led i konfirmationsritualet – signalerer med al tydelighed, at Gud er det handlende subjekt, og konfirmanderne det passive objekt. Man kan selvfølge pege på, at der er et moment af aktiv bekendelse fra konfirmandernes side, når de siger med på trosbekendelsens og fadervors ordlyd. Man kan endog være så ydmyg, at man finder et moment af aktiv bekendelse i, at konfirmanderne overhovedet deltager i den kirkelige handling. Men hvis vi lader konfirmationsvelsignelsen være tyngdepunktet i konfirmationsritualet, må vi sige, at konfirmandernes rolle er begrænset til passivt at tage imod den velsignelse, som præsten under håndspålæggelse meddeler hver enkelt. De netop bliver konfirmeret, som det så præcist hedder.

Der er altså et svælg mellem på den ene side kirkens forståelse af konfirmationen som Guds bekræftelse og på den anden side den folkelige forståelse af konfirmationen som konfirmandernes bekræftelse. Den sidstnævnte er stort set hjemløs i ritualet, dog således at ritualet levner mulighed for – hvis ellers præsten ønsker det – at konfirmanderne kan få lov at svare personligt oppe ved alteret. Ritualet indeholder et afsnit kaldet »Tilspørgsel og svar«. Dette afsnit rummer endda to alternativer:

1) Med navns nævnelse spørger præsten hver enkelt konfirmand, og denne svarer ja til hvert spørgsmål: »N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? – Ja! Tror du på Gud Fader, den Almægtige, og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, og på Helligånden? – Ja!«

2) Eller præsten spørger med navns nævnelse hver enkelt konfirmand: »N.N. Vil du konfirmeres i den kristne tro? – Ja!«

Men denne tilspørgsel er som sagt ikke et obligatorisk led i ritualet. Den kan udelades, således at præsten går direkte fra den fælles trosbekendelse over til den personlige konfirmationsvelsignelse af hver enkelt konfirmand. Men ved at være et frivilligt led har tilspørgslen mistet sin rituelle tyngde. Den betyder i virkeligheden ingenting, siden den kan undværes. Hvis den betød noget, var der ingen grund til at gøre den frivillig. Man fristes til at sige, at den frivillige tilspørgsel er kommet med i ritualet som en mentalhygiejnisk foranstaltning, der skal få konfirmanderne til at føle, at de foretager sig noget af betydning.

Den første variant af tilspørgslen refererer til forsagelsen af Djævelen og troen på den treenige Gud. Men umiddelbart forinden har præst og konfirmander i fællesskab netop bekendt troen med den apostolske trosbekendelses fulde ordlyd. Man må derfor undre sig og spørge, om konfirmandernes bekendelse mon ikke står til troende, når de fremsiger den i kor, men først når de tilspørges personligt? Sagen er, at man i ét og samme ritual ikke både kan have fælles bekendelse af den kristne tro og individuel bekendelse. Man må have enten det ene eller det andet.

Den anden variant forsøger sig i det mindste med et spørgsmål, der ikke er foregrebet i den fælles trosbekendelse. Konfirmanden tilspørges med denne sætning: »Vil du konfirmeres i den kristne tro?« – Bortset fra, at ordlyden af denne tilspørgsel virker forskruet, er det et spørgsmål, hvordan ordene opfattes. Det er muligt, at konfirmanden kun hører de tre første ord, og i så fald er sætningen ikke andet end et tomt, retorisk spørgsmål. For selvfølgelig vil konfirmanden konfirmeres.

Men det er også muligt, at det er lykkedes for præsten at få konfirmanden – eller for den sags skyld menigheden – til at høre sætningen i sin helhed. Hans bestræbelser i så henseende må dog forudsætte, at han selv er overbevist om, at der sker noget med den unges tro, i og med at den bliver konfirmeret. Men så er han godt på vej til at gøre konfirmationen til en sakramental handling. »At blive konfirmeret i den kristne tro« bliver noget, der sker her og nu ved alteret. En hellig handling, nærmest et sakramente.

I forhold til dåben betyder denne sakramentalisering af konfirmationen, at konfirmationen bliver »anden halvleg«, hvor dåben var første. Ordlyden: »Vil du konfirmeres i den kristne tro?« er næppe heller tilfældig. Den er sandsynligvis valgt for at give associationer til dåbstilspørgslens ord: »Vil du døbes på denne tro?« I hvert fald vil sådanne associationer let kunne indfinde sig.

Med denne tilspørgsel er der imidlertid lagt op til den opfattelse, at dåben har begrænset rækkevidde. Dåben var god nok i sin tid, da barnet som spæd blev velsignet af Vorherre, men siden har troen så at sige »tabt omdrejninger«. Troen har brug for at »komme op i omdrejninger igen«, og det kan netop ske, hvis den unge lader sig konfirmere i troen. Selv unge, der bliver døbt få uger før konfirmationen, har brug for blive konfirmeret i den kristne tro.

Som sagt er konfirmationstilspørgslen frivillig for præsten. For så vidt er den uden tyngde. Man kunne måske tage forholdsvis let på denne forestilling om, at konfirmation betyder trosbekræftelse eller endog dåbsbekræftelse, hvis den kun var knyttet til den frivillige tilspørgsel. Men forestillingen er allerede fuldt udfoldet i ritualets kerne, den obligatoriske konfirmationsvelsignelse. Alle tre varianter af denne henviser til dåben og udtaler med forskelligt ordvalg og i velsignelsens form den bøn, at Gud vil lade sin nåde omslutte den unge resten af livet med henblik på engang at gå ind til den evige salighed.

Den midterste af de tre varianter, variant B, udmærker sig ved at ligne dåbsvelsignelsen til forveksling. Man behøver blot at udskifte ordene: »som i dåben har genfødt dig« med ordene: »som nu har genfødt dig«, så har vi de samme ord, der lyder ved enhver barnedåb. På den måde bliver konfirmationsvelsignelsen en rituel gentagelse af dåbsvelsignelsen. Men derved afsvækkes den definitive karakter af dåbsvelsignelsen. Dens fordring på at være en velsignelse, der rækker til det evige liv, dementeres af det forhold, at dens ordlyd genbruges i konfirmationsvelsignelsen. Indirekte forkynder konfirmationsvelsignelsen, at dåbsvelsignelsen er en velsignelse, der kun rækker til konfirmationsdagen.

Det er ikke for meget sagt, at konfirmationen snylter på dåben. Af mangel på selvstændigt indhold henter konfirmationen sit indhold fra dåben. Naturligvis ikke sådan at forstå, at konfirmationen er en gentagelse af dåben. Der er jo ikke tale om gendåb. Men sådan at forstå, at konfirmationen er blevet det rituelle udtryk for, at dåbens nåde trænger til et løft.

Det er imidlertid en håbløs opgave at finde et teologisk forsvar for, at dåbens nåde har brug for et løft. Endnu mere håbløst er det at finde et teologisk forsvar for, at de unge skal bekræftes i deres dåbspagt netop i 13 års alderen. Men dermed har jeg ikke sagt, at der er noget galt i, at kirken lægger hus til en rituel handling, der sigter på en bestemt aldersgruppe. Kirken kan for den sags skyld lægge hus til alle de ritualhandlinger, det skal være, blot ritualhandlingerne har et troværdigt indhold.

Nu er konfirmationen en fest med stærk folkelig forankring. Den er vel først og fremmest en familiefest. Men så længe folk ønsker at lade denne fest begynde i kirken, er det i orden, at kirken lægger hus til en ritualhandling. Kirken har på den måde en chance for at gøre evangeliet folkeligt gældende, forudsat at kirken forstår at give ritualhandlingen et vedkommende indhold. Med hensyn til konfirmationen vil det sige, at kirken skal tilbyde et ritual, som giver en troværdig tolkning af den konkrete situation, som faktisk er den, at de unge er til stede i kirken i samlet flok og følge.

En årgang af menighedens unge er mødt festklædt op i menighedens midte. De er mødt op samlet som et hold. At hver konfirmand så i øvrigt også er »hin enkelte« over for Vorherre, kan gerne være, men over for menigheden er de et hold. Derfor bør ritualet levere en tolkning af, at konfirmanderne er samlet til stede i menighedens midte netop som hold.

I andre sammenlignelige situationer, f.eks. ved en skoles dimissionsfest ved skoleårets afslutning, forstår man nok at markere de unges kompetence og dertil hørende ansvar. Jamen, hvorfor undlader kirken så at markere de unges kirkelige kompetence og dertil hørende ansvar, når nu lejligheden byder sig?

Jeg synes, kirken burde erkende, at konfirmationen faktisk er en slags dimissionsfest, for så vidt som den markerer afslutningen på et undervisningsforløb. Præsten kan med god samvittighed takke af for det afsluttede undervisningsforløb med konfirmanderne og markere den kompetence, de nu i princippet er i besiddelse af. Men hvem afleverer præsten konfirmanderne til? Han afleverer dem til menigheden. Set fra menighedens synsvinkel er konfirmationen en myndighedsrite. Konfirmationsgudstjenesten er menighedens fejring af, at de unge nu i princippet er blevet myndige medlemmer af menigheden.

Jeg skal senere vise, at det er muligt at udforme et konfirmationsritual, der tager alvorligt, at konfirmationen finder sted i menighedens midte. Men jeg har endnu noget at sige til det nuværende konfirmationsritual udover det problematiske i, at det gør konfirmationen til dåbsbekræftelse.

Jeg vil også pege på, at ritualet lukker sig om den enkelte konfirmand og hans eller hendes private gudsforhold. Det sker ved, at ritualet er båret af bekymring for de unges frelse: Kirken sender noget i retning af dette signal til de unge: »Din tro er svag, du trænger til at blive styrket eller konfirmeret i den kristne tro. Din evige salighed er uvis – den hænger nærmest i en tynd tråd – men det kan alligevel hjælpe, hvis vi beder Gud holde dig oppe i din dåbs nåde indtil din sidste stund.«

Man kan spørge, hvad der berettiger kirken til at bekymre sig specielt for de 13-åriges evige salighed, så kirken laver ritual på denne bekymring og just på basis af denne bekymring gør fordring på at meddele en velsignelse, der rækker til konfirmandens personlige, evige salighed. Men karakteristisk nok og svarende til denne bekymring er der ingen vinduer i ritualet ud til den menighed, som konfirmanderne er en del af. Der er ikke engang vinduer ud til Guds Rige. Guds Rige er nærmest privatiseret bort i ritualet. Konfirmanderne er blevet gjort helt igennem til »hin enkelte« over for Gud.

Det er derfor ikke så overraskende, at ritualet overhovedet ingen krav stiller til konfirmanderne. De skal blot indtage rollen som passive modtagere af kirkens uforbindtlige velsignelsestilbud. Enhver forestilling om, at der kunne være åndelig myndighed forbundet med at være et voksent medlem af menigheden, er fraværende i ritualet. Man kan derfor ikke sige, konfirmationsritualet yder nogen beskyttelse mod religiøs navlebeskuelse, tværtimod.

Menigheden bliver på sin side bekræftet i den sorgløse opfattelse, at den har sit på det tørre i forhold til konfirmanderne. Ritualet inddrager jo ikke menigheden på anden måde end som tilskuere til konfirmationen. Den omstændighed, at en ny årgang unge »rykker op i de voksnes rækker«, kunne ellers være en påmindelse til menigheden om, at den har et generationsskifte, som skal klares, og at dens overlevelse på længere sigt står og falder med, om konfirmationen kommer til at tjene menighedens generationsskifte. Men ritualet interesserer sig ikke for menigheden og langt mindre for menighedens generationsskifte.

Hvis konfirmationen skal have nogen mening som folkekirkeligt ritual, må der en radikal nytænkning til. Jeg har allerede kraftigt antydet, i hvilken retning denne nytænkning skal bevæge sig. To tvangstanker er det nødvendigt at gøre op med: 1) at konfirmationen har med dåbsbekræftelse at gøre, og 2) at konfirmationen drejer sig om konfirmanderne og deres private gudsforhold. Her er så mit bud på et radikalt anderledes ritual:

FORSLAG TIL NYT RITUAL FOR KONFIRMATION

Konfirmationen finder sted ved en højmesse. Trosbekendelsen lyder på dens normale plads (evt. i forbindelse med dåb). I forlængelse af prædikenen taler præsten til konfirmandernes bedste. Når salmen efter prædikenen er sunget, begynder konfirmationshandlingen. Den består af følgende led:

1. Bøn

2. Fire læsninger

3. Formaning til trofasthed

4. Tilspørgsel og velsignelse

5. Nadver

BØN: (= Anna Sophie Seidelins kollekt II til Trinitatis søndag)

Præsten:
Lad os alle bede!

Vor kære Gud,
du alle menneskers skaber og Fader,
vor Herre Jesus Kristus,
du alle menneskers broder og frelser,
du gode Helligånd, vort liv og vort lys,
vi takker dig,
fordi du har åbnet himlen for os
og gjort jorden til dit hjem.
Vi takker dig,
fordi du udsender dine disciple
over hele verden,
gennem alle tider,
med dit glædelige budskab.
Vi takker dig,
fordi det også er nået til os.

Nu beder vi dig, du, som er trofast:
bevar os i tro,
så vi giver videre til vore børn,
hvad vi har modtaget fra dig,
Fader, Søn og Helligånd,
én sand Gud fra evighed til evighed.

Menigheden: Amen

FIRE LÆSNINGER:

Præsten:

Lad os nu høre den hellige skrifts vidnesbyrd om Guds rige.

Fire lægmænd – så vidt muligt konfirmander af tidligere årgange – træder frem, to på den ene side og to på den anden side af alteret.

Første læser:

Således står der skrevet i 1. Mosebog (1. Mos. 12,1-4a): Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.« Så drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham.

Anden læser:

Således skriver evangelisten Matthæus (Matt. 6,19-24): Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst; men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke!

Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.

Tredie læser:

Således skriver evangelisten Johannes (Joh. 15,1-5): Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

Fjerde læser:

Således står der skrevet i 1. Petersbrev (1 Pet 2,9-10): Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.

FORMANING TIL TROFASTHED:

Præsten:

I har nu hørt den hellige skrifts vidnesbyrd om Guds rige. I har hørt, at Gud kalder mennesker til tro, at Gud danner sig et helligt folk, og at Gud sender sit folk for at vidne om Guds Rige.

Nu lægger jeg jer på sinde, at I holder fast ved håbet om Guds Riges komme, trofast deltager i bønnen og lovsangen med den stedlige menighed, vedholdende kommer til den hellige nadver, og med glæde påtager jer tjeneste for Guds Riges skyld. Gud styrke jer med sin nåde! Amen.

TILSPØRGSEL OG VELSIGNELSE:

Præsten:

Så tilspørger jeg hver enkelt af jer: N.N. Vil du vedgå arv og gæld til den kristne menighed? – Ja!

Vil du sammen med den ære Guds navn af hele dit hjerte, i ord og i gerning? – Ja!

Så giv Gud dit hjerte og mig din hånd! (Konfirmanden giver præsten håndtryk og knæler derefter)

Den korsfæstede og opstandne Mester, vor Herre Jesus Kristus, som kalder dig til tro og til tjeneste, han velsigne dig og bevare dig. [Her indflettes et personligt skriftord]. Fred være med dig. Amen.

NADVER

Når alle er konfirmeret, holdes der nadver efter menighedens normale nadverliturgi. Gudstjenesten afsluttes på normal vis.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER:

Ovenstående ritualforslag bygger på den opfattelse, at kirken ikke skal bekymre sig om konfirmandernes evige salighed, men derimod bekymre sig om, at konfirmanderne vil kendes ved den kristne menighed. Ritualet afæsker konfirmanderne en grundlæggende agtelse for den menighed, de tilhører. Det sker i form af en personlig tilspørgsel, som er obligatorisk, og som har to led. Det første led går på, om konfirmanderne vil »vedgå arv og gæld til den kristne menighed«, d.v.s. kendes ved kirken som deres åndelige hjem med dens stærke og svage sider.

Dernæst afkræves de et troskabsløfte om sammen med menigheden at ville ære Guds navn af hele hjertet, i ord og i gerning. Hermed bliver det krystalklart for konfirmanderne, at det ikke er for deres egen skyld, de konfirmeres, men for menighedens skyld og i videre perspektiv for Guds Riges skyld, fordi menigheden henter sin identitet og livskraft fra det Guds Rige, som menigheden orienterer sig imod i sin gudstjeneste og i sin måde at være menighed på.

Konfirmationen bliver på den måde et myndighedsritual. Konfirmanderne får gennem troskabsløftet status som myndige medlemmer af den stedlige menighed. Konfirmationsvelsignelsen får dermed en ny referensramme: den refererer til konfirmandernes aktuelle discipelforhold til Kristus, og ikke til at de i sin tid blev døbt.

Idéen med fire læsninger er hentet fra præstevielsesritualet, hvad der selvfølgelig langt fra er nogen tilfældighed. Tilstedeværelsen af fire tidligere konfirmander som læsere legemliggør det almindelige præstedømme og anskueliggør samtidig menighedens kontinuitet.

Nadver hører nu med som en integreret del af ritualet. Det skulle ikke være nødvendigt at argumentere for, at nadveren hører med til konfirmationen. Det gør den med samme selvfølgelighed, som den hører med ved en præstevielse.

Såvidt ritualforslaget. Naturligvis ville indførelsen af et ritual som foreslået lægge op til overvejelser om konfirmationsforberedelsens form og indhold. Antydningsvis vil jeg sige, at ritualforslaget lægger op til en forberedelse, som er mere knyttet til kirkerummet end til konfirmandstuen. Men den diskussion må komme i næste omgang. I første omgang har jeg med ritualforslaget forsøgt at give et bud på, hvad der kunne være indholdet i folkekirkens konfirmationshandling – hvis ellers kirken ville noget med konfirmationen.