FORORD

Dåben er kirkens indgangsdør. Dåben er kirkens vigtigste og fornemste kirkelige handling. Derfor er det afgørende, hvilke signaler kirken sender til de folk, der kommer for at få et barn døbt – eller sender til den voksne, der selv kommer gående for at blive døbt.

Folkekirkens dåbsritual fortæller menighed og præst, hvad der skal siges og gøres under dåbshandlingen. Samtidig er ritualet grundlaget for at forstå dåbens indhold og betydning. Eller rettere: ritualet er grundlaget at forstå dåben, sådan som ritualet vil have til os til at forstå den.

Men vi har andre kilder til at forstå dåben end det autoriserede dåbsritual. Vi har det ny testamentes vidnesbyrd om dåben, vi har de kirkehistoriske udredninger om dåbssynet gennem tiderne, og vi har den dogmatiske tænkning omkring dåben, hvori blandt andet folkekirkens bekendelsesskrifter indgår.

Disse andre kilder hjælper os til at forstå, at folkekirkens dåbsritual ikke er hævet over kritik. Der er sider af dåben, som ikke kommer til sin fulde ret i folkekirkens dåbsritual, og der er andre sider, som til gengæld er overbetonet. Dåbsritualet taler med andre ord ikke så klart og kraftigt om dåben, som det kunne gøre.

Nu er folkekirkens dåbsritual som bekendt kongeligt autoriseret. Deri ligger, at folkekirken som institution står inde for, at en dåb forrettet efter det autoriserede ritual er i orden som dåb betragtet. Den kgl. autorisation er endvidere forbundet med et restriktivt krav om, at præsten skal benytte et autoriseret dåbsritual – om ikke det senest autoriserede fra 1992 så dog et tidligere autoriseret ritual. Heri ligger en beskyttelse af menigmand mod liturgisk selvtægt fra præstens side.

Kirkens ritualer er fælleseje. De udtrykker det, som menigheden er fælles om. Dåbsritualet er i så henseende ritualet over alle ritualer, fordi dåben er kirkens indgangsdør. Derfor er det godt, at dåbsritualets ordlyd er lagt fast i et autoriseret ritual. Men når det er sagt, må straks gøres en tilføjelse: trygheden ved autoriserede ritualer tager sig betalt, idet præst og menighed må leve med de svagheder, der er ved de autoriserede ritualer. Min påstand er, at svaghederne ved det senest autoriserede dåbsritual er så åbenbare, at der må gang i arbejdet med at forberede et nyt ritual.

Ansvaret for, at kirkens ritualer er til at leve med, ligger umiddelbart hos kirkens ledelse. Med folkekirkens nuværende ledelsesstruktur vil det i realiteten sige hos biskopperne. Men forfatteren til denne bog hylder den antagelse, at kirkens ledelse forvalter sit ledelsesansvar på menighedens vegne. Og det vil i virkeligheden sige på et mandat fra menigheden, selv om ledelsens mandat til at være ledelse ikke er ordentligt defineret med den kirkeordning, vi har.

Min pointe er, at folkekirkens menighed har ret til – og i grunden også pligt til – at besinde sig på folkekirkens forståelse af dåben, i særdeleshed som denne forståelse af dåben kommer til udtryk i dåbsritualet. Menigheden har næppe grund at vente på, at initiativet til en sådan besindelse skal udgå fra biskopperne. Dels er det et spørgsmål, hvad biskopperne arbejdsmæssigt kan overkomme, og dels er det som antydet uklart, hvilket mandat biskopperne har til at tage initiativer på folkekirkens vegne.

Endnu mindre har menigheden grund til at vente på, at et initiativ skulle udgå fra folketingets kirkeudvalg eller fra kirkeministeren. Kirkens politiske ledelse vil formentlig hævde, at folkekirkens forståelse af dåben er et »indre kirkeligt anliggende«, som den politiske ledelse ikke skal blande sig i.

Men hvis kirkens græsrødder selv påtager sig et stykke vedholdende og kvalificeret arbejde med at overveje folkekirkens dåbssyn og i forlængelse af dette arbejde retter en konkret kirkepolitisk henvendelse til kirkens ledelse – f.eks. om at nedsætte en ny liturgikommission – så er der vel grund til at antage, at kirkens ledelse vil lytte til kirkens græsrødder. Bogen skal læses som et bidrag til det græsrodsarbejde, jeg efterlyser.

Dåben er det gennemgående tema for denne bog. Jeg tager udgangspunkt i folkekirkens autoriserede dåbsritual og når frem til et bud på, hvordan et nyt dåbsritual kunne se ud. Undervejs tager jeg fat på nogle hovedtemaer i kirkens troslære, som på godt og ondt har fået betydning for folkekirkens dåbssyn. Endelig inddrager jeg konfirmationsritualet, fordi folkekirkens forståelse af konfirmationen bygger på et uholdbart dåbssyn. Et nyt konfirmationsritual er derfor ikke mindre nødvendigt end et nyt dåbsritual.

I et afsluttende kapitel gør jeg mig nogle betragtninger over, hvordan arbejdet med en revision af ritualerne kunne gribes an, så man ikke gentager de fejl, som blev begået ved den seneste revision.

Bogen er skrevet med en bred læserkreds for øje. Stoffet er disponeret i kapitler på en sådan måde, at bogen vil være velegnet til studiekredsbrug. Teologiske problemstillinger har jeg prøvet at forklare, så ikke-teologer kan være med. Litteraturhenvisningerne er skåret ned til et minimum. De kilder, jeg øser af, er nævnt i selve teksten.

Norup på Nordfyn, i april 1998

Georg Klinting, sognepræst