KAPITEL 1

DÅBEN SOM VELSIGNELSE

Ved barnedåb går det an at trække på fortællingen om Jesus, der velsigner små børn. Men skal der trækkes på samme fortælling også ved voksendåb, går det galt. Det seneste dåbsritual afslører behovet for en grundig besindelse på, hvad dåben i grunden er.

Lad os tage udgangspunkt i den situation, at der er barnedåb i kirken. Præsten har i forvejen gennemgået ritualet med forældrene, så de er på det rene med gangen i dåbshandlingen. Men vidtløftige forklaringer af, hvad de enkelte led i ritualet betyder, har han klogeligt undladt. Meningen var jo ikke at gøre dåben til et teologisk problem, men blot at bidrage til, at forældrene kan være trygge i situationen ved deres barns dåb, så de siden kan tænke tilbage på dagen med glæde og med kirken i venlig erindring.

Præsten kan tillade sig at være forholdsvis ubekymret med hensyn til, hvor solide forældrenes og faddernes begreber om dåben er. Der er jo tale om voksne, konfirmerede mennesker. De må kunne huske noget om dåben fra den gang, de gik til præst. Og ellers har de vel fra tid til anden overværet en barnedåb i kirken, måske endda selv stået fadder til et barn.

Det korte af det lange er, at præsten er nødt til at gå ud fra, at den folkelige forudforståelse af dåben kan bære. Han må tro på, at forældre og faddere har tilstrækkelig godt fat i, hvad dåben betyder, til at dåbshandlingen kan blive til opbyggelse for dem. Han må sætte sin lid til, at dåbsritualet selv hjælper til at tolke for de tilstedeværende, hvad dåben betyder.

Hvad er det så for bevæggrunde, der får et forældrepar til at henvende sig til præsten om barnedåb? Det kan der næppe gives noget enkelt og entydigt svar på. Men spørger vi i stedet, hvilke forventninger til dåben kirken er indstillet på at imødekomme, tegner sig et ret entydigt billede. Kirken signalerer med sit dåbsritual, at kirken ønsker dåben opfattet som en velsignelseshandling.

På den måde knytter kirken til ved den religiøse modtagelighed, som gerne kendetegner nybagte forældre. Sagen er den, at nybagte forældre endnu har i frisk erindring det underfulde, men også farefulde øjeblik, da barnet forlod fostertilværelsens tryghed og kom ud til den verden, hvor de selv som forældre befinder sig. De er endnu meget bevidste om, hvor skrøbelig en gave livet er, og at barnet er afhængigt af andet og mere end deres egen omsorg for det. Tanken om at bære barnet frem for Guds ansigt og bede om Guds beskyttelse af det spiller derfor givetvis en rolle, når forældrene beslutter sig for at opsøge helligdommen og lade præsten forrette den hellige handling med deres barn.

Kirken på sin side kommer så dette ønske om guddommelig beskyttelse af barnet i møde ved at lægge vægt på dåbens karakter af guddommelig velsignelseshandling. I den grad lægger kirken vægt på, at dåben er velsignelse, at velsignelsesaspektet kommer til at trække mere, end der er teologisk dækning for.

Og nu er tiden inde til at se på dåbsritualet. Det er 1912 ritualet, jeg i hele bogen henviser til, medmindre jeg udtrykkeligt gør opmærksom på andet. Det er stadig dette dåbsritual, de fleste forbinder med barnedåb i folkekirken. Og det kan i øvrigt også stadig benyttes, efter at det senest autoriserede dåbsritual fra 1992 er kommet til. Folkekirkens dåbsritual citerer Markusevangeliet kap. 10 vers 14b-16:

Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre; thi Guds rige hører sådanne til. Sandelig siger jeg Eder: den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, han kommer slet ikke ind i det. Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Det er altså vor Herre selv, der indbyder til dåben. Han åbner så at sige favnen for de børn, som netop her og nu bliver båret til døbefonten. Strengt taget handler de citerede ord nu ikke om dåb, men om velsignelse af små børn. Jesus døber ikke børnene, han velsigner dem.

Problemet med at bruge fortællingen i dåbens sammenhæng er, at den kristne dåb dengang endnu ikke var indstiftet, og at Jesus i øvrigt slet ikke gav sig af med at døbe folk. Han gav sig heller ikke af med at velsigne folk i bred almindelighed. Fortællingen om Jesus, der velsigner de små børn, er netop en enkeltstående fortælling om en særlig begivenhed. Men pointen i, at kirken bruger fortællingen om børnevelsignelsen i dåbsritualet, er selvfølgelig, at dåben dermed kommer til at fremstå som velsignelseshandling.

For en dramaturgisk betragtning er det genialt at bruge fortællingen om børnevelsignelsen til at tyde den dåbshandling, der finder sted her og nu. Det giver nemlig oplagte muligheder for identifikationer. Forældrene og fadderne kan identificere sig med de forældre i evangeliet, der bærer deres børn til Jesus. De kan identificere dåbsbørnene med de børn, som Jesus velsignede, og de kan identificere Jesu velsignelseshandling med den dåb, som præsten forretter ved døbefonten. Endelig kan ordene om ikke at hindre de små børn i at komme til Jesus høres af menigheden som en formaning om ikke at hindre børn i at blive døbt.

Men hvad var det egentlig, Jesus foretog sig med de børn, han tog i favn, lagde hænderne på og velsignede? Ja, ingen bed dengang mærke i, hvad Jesus sagde til børnene eller deres forældre, så det vi hører ikke noget om. Derimod gjorde det indtryk, hvad der gik lige forud for velsignelsen af børnene. Det har vi et vidnesbyrd om i Mark 10,13-14a:

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred...

Hvorfor blev Jesus vred? Jesus blev vred, fordi disciplene ville have ham for sig selv. De tåler ikke, at han vier børnene sin opmærksomhed. De har i virkeligheden ikke fattet, hvor rummeligt det Guds rige er, som Jesus er repræsentant for. De tror, Guds rige er reserveret for dem, der har gjort sig særlige anstrengelser for at få adgang til det, og som måske har lidt særlige afsavn, hvad disciplene selv med rette kan føle, at de har gjort. De har jo forladt slægt og venner for at være på vandring med Jesus. Pskykologisk er det meget forståeligt, at disciplene vil høste belønning for deres indsats. Det er ikke nok for disciplene at have fået adgang til det Guds rige, Jesus repræsenterer. Det er ikke nok for dem at have fået adgangen som gave. Nej, de vil have adgangen som belønning, de vil have den som en rettighed, de kan nyde i andres påsyn.

Men det er Jesus meget om at gøre at rive disciplene ud af deres vildfarelse, og han kan netop bruge situationen med børnene til det. Hvis børnene nemlig skal have adgang til Guds rige, så må det nødvendigvis blive som gave og ikke som belønning. For Jesus er der ikke skyggen af tvivl om, at børnene skal have adgang til Guds rige. Derfor tager Jesus imod børnene og velsigner dem som pant på, at Guds rige er deres. Til disciplene siger han, at de skal tage ved lære af, at børnene har adgang til Guds rige, for »den der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«

De ord gav Jesu disciple noget at tygge på dengang. Men som vi i dag hører ordene læst op ved en barnedåb, fornemmer vi næppe deres oprindelige skarphed. Ordene om at tage imod Guds rige som et lille barn kan næppe forurolige noget menneske i en kirke, hvor der er årtusindlang tradition for barnedåb. Ordene forstyrrer på ingen måde dåbsmenighedens enfoldige andagt omkring den velsignelseshandling, der er i gang, og kører på sin vis teologisk friløb.

Men ordene har alligevel fået en vidtrækkende teologisk funktion, idet de er kommet til at tjene legitimeringen af den opfattelse, at barnedåb er en rigtigere form for dåb end voksendåb, og at barnedåben bør danne model for den dåbshandling, kirken har at tilbyde folk, der kommer som voksne og ønsker at blive døbt. Jeg skal senere i dette kapitel komme nærmere ind på den problemstilling.

Som sagt handler Mark 10,14b-16 ikke om dåb, men om velsignelse. Men effektfuldt er det at bruge fortællingen i et barnedåbsritual. Her bliver jeg dog nødt til at gøre opmærksom på en interessant forskel mellem det senest autoriserede ritual fra 1992 og 1912 ritualet:

1912 ritualet springer hen over disciplenes forsøg på at holde børnene væk. Jesu vrede hører vi heller ikke om. I stedet indleder ritualet fortællingen således: »Og om børnene siger han ...«. Der opbygges let og elegant en illusion om, at det er dåbsbørnene her og nu, Jesus taler om. Når jeg her siger »illusion«, er det ikke ment nedsættende. En illusion kan godt være opbyggelig, og det er netop en opbyggelig illusion, der her er tale om med denne omtydning af børnevelsignelsen til at handle om barnedåben.

1992 ritualet derimod medtager Mark 10,13-14a og indleder endda med at anføre, at det er evangelisten Markus, der skriver det følgende. Og så lader ritualet ellers Markus skrive om disciplenes obstruktionsforsøg og Jesu vrede. Først derefter kommer de opbyggelige ord: »Lad de små børn etc.« – Illusionen om, at det er dåbsbørnene her og nu, Jesus taler om, er ødelagt, inden den når at komme i stand. De børn, Jesus taler om, er ikke uden videre de tilstedeværende dåbsbørn. Og den dåbshandling, præsten udfører, er heller ikke uden videre den velsignelseshandling, Jesus foretager sig. Glansen er gået af fortællingen, må man sige. Hvad Markus skriver forbliver en episode i fortiden.

Vel, endnu er vi kun nået til ritualets indledning. Vi er ikke nået frem til kernepartiet. Vi er ikke nået frem til det sted i ritualet, hvor præsten begynder at røre ved barnet – eller i det mindste begynder at bruge sin hånd til noget. Jeg mener, man kan sige, der er tre led i ritualet, hvor der virkelig sker noget og ikke bare siges noget. Det første led er kors-tegnelsen for barnets ansigt og bryst. Det andet led er overøsning med vand i den treenige Guds navn. Det tredie led er håndspålæggelse med overdragelse af Fadervor.

Det første led er til at forstå for enfoldige sjæle. Korsets tegn slås for barnets ansigt og bryst, så barnet kan blive et kristent menneske både på forstand og på hjerte. Der er et levn af besværgelse i korstegnelsen. Det onde besværges i den korsfæstedes navn. Korsets tegn beskytter mod det onde. Der er betydningsmæssigt ikke langt fra korstegnelsen i dåben til at give dåbsbarnet en amulet om halsen i form af et dagmarkors. I begge tilfælde har korsets tegn en funktion som beskyttelse mod det onde.

Det andet led er også til at forstå for enfoldige sjæle. Vandpjaskeriet over fadet i døbefonten giver forældrene frydefulde associationer i retning af den daglige badning af den lille. Måske giver vandet også associationer i retning af fostervandet – det vand, der skyllede ud over jordemoderens hænder, da den lille kom til verden. Men i hvert fald er dåben et bad, som er helligt, fordi Guds hellige navn nævnes.

Endelig er også det tredie led til at forstå for enfoldige sjæle. Præstens hånd berører barnets isse, medens barnebønnen Fadervor bedes. Enhver kan se, at barnet får Fadervor med sig hjem i dåbsgave.

Disse tre led i ritualet er indholdsfyldte nok, til at dåben bliver en opbyggelig begivenhed for de tilstedeværende. Vist er der mere at sige om dåbens indhold, men de nævnte ting rækker som et solidt fundament for forældrenes og faddernes forståelse af dåben. Siden kan der altid bygges oven på det lagte fundament. Og ingen forhindrer forældrene og fadderne i at dygtiggøre sig til den gerning at oplære barnet i den kristne tro.

På dette sted vil jeg nævne en ting, som ikke hører til selve ritualet, men som spiller en betydelig rolle for den folkelige forståelse af dåben, nemlig de dåbsvers, der sædvanligvis synges som afslutning på en dåbshandling. Jeg holder mig her til Ingemanns morgensalme »Nu titte til hinanden« og Grundtvigs vers »Gudsfingrene grande«, som er det andet vers af hans salme »Sov sødt, barnlille«.

Ingemanns salme henter tydeligvis sine billeder fra fortællingen om børnevelsignelsen. Vers 4: »Guds Søn har os så kær / han er børnevennen stor / han bærer barnet op til Gud på armen«. Og vers 5: »O du, som os velsigned og tog i favn de små«. Der er ingen tvivl om, at Ingemann med sin omtale af børnevelsignelsen henviser til barnedåben, omend det ikke er det konkrete dåbsritual, han henviser til.

Det sidste gør Grundtvig derimod: »Gudsfingrene grande / slog kors for din pande / Guds enbårnes røst / slog kors for dit bryst / thi skal ingen djævel dig skade«. De ord henviser til den konkrete rituelle korstegnelse for barnets ansigt og bryst. Til gengæld er velsignelsesaspektet blot indirekte til stede i Grundtvigs vers, nemlig i det billede, at det er »Gudsfingrene grande«, der udfører korstegnelsen.

Der er dramatik på hos Grundtvig. Der pågår en kamp mellem Gud og djævel i hans vers. Men dåben bliver den skelsættende begivenhed. Der er tale om et før og et efter: »Nu kan i din dåb / med saligheds håb / din sjæl og dit hjerte du bade.« Hos Ingemann er der mere tale om en tilstand end om en skelsættende begivenhed. Velsignelsen er malet i lyse farver. Der er sommersol og fuglekvidder i hans salme. Det dramatiske er begrænset til, at »Gud ånder på øjet, når det græder.«

Det gør en forskel, om der synges Ingemann eller Grundtvig ved barnedåben. Ingemanns salme fastholder billedet af dåben som børnevelsignelse. Grundtvigs salmevers åbner et vindue mod at forstå dåben som en pagt mellem Gud og menneske: »Nu kan i din dåb...«.

Indtil nu har jeg talt om barnedåb og kun lige strejfet begrebet voksendåb. Men det sker ikke så sjældent i disse år, at en præst får en henvendelse om at døbe et menneske, der af en eller anden grund ikke er blevet døbt som barn. Ofte drejer det sig om en ung i 13 års alderen, der ønsker at blive konfirmeret og i den anledning beder om blive døbt.

En sådan »konfirmanddåb« er at betragte som voksendåb, allerede af den grund at vedkommende selv har bedt om dåben og kommer gående til dåben på egne ben. Og hvad enten der nu er tale om dåb af en grøn konfirmand eller om dåb af en voksen i moden alder, har voksendåb karakter af en personlig bekendelseshandling. Den voksne bekender selv troen på den treenige Gud og tilkendegiver selv ønsket om at modtage dåben.

I selve den rituelle udgangssituation er der altså forskel på barnedåb og voksendåb. Det giver derfor umiddelbart sproglig mening at skelne mellem barnedåb og voksendåb. Men er der også indholdsmæssigt forskel på barnedåb og voksendåb? Det er et godt spørgsmål. Lad os se på, om dåbsritualet gør forskel på barnedåb og voksendåb. Først ser vi på dåbsritualet af 1912, som i virkeligheden består af to ritualer. Foruden ritualet for barnedåb indeholder det et særskilt ritual for voksnes dåb. Bagefter ser vi på 1992 ritualet, der ikke har noget særskilt voksendåbsritual.

1912 ritualet for voksendåb udmærker sig ved, at fortællingen om børnevelsignelsen fra Mark 10,14b-16 er udskiftet med en henvisning til bjergprædikenens ord i Matt 7,7: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.« Denne skrifthenvisning er indarbejdet i den forbøn, som præsten læser over den, der skal døbes, og som munder ud i disse ord:

Så giv nu denne, som beder, dine gaver, og oplad døren for ham (hende), som banker, at han (hun) må få den evige velsignelse i dette himmelske bad og arve dit rige, som du har lovet og tilsagt os alle ved vor Herre Jesus Kristus!

Vi skal lægge mærke til, at teksten nok karakteriserer dåben som en velsignelse, endda en evig velsignelse, men dåbens karakter af velsignelse er ikke heftet op på en velsignelseshandling fra Jesu side, sådan som tilfældet er i ritualet for barnedåb, hvor velsignelsen er heftet op på en bestemt tydning af evangeliet om Jesus, der velsigner små børn.

Derimod er velsignelsen heftet op på »dette himmelske bad« d.v.s. selve dåbshandlingen. På det punkt er ritualet selvrefererende. Ritualet lader os forstå, hvori velsignelsen består, nemlig at vi skal »arve dit rige, som du har lovet og tilsagt os alle ved vor Herre Jesus Kristus«. Men det giver os ingen hjælp til at forstå, hvorfor netop dåben er vejen til at få del i denne velsignelse. I stedet for at forklare det giver ritualet sig til at beskrive fromheden hos det menneske, der skal døbes, idet ritualet går ud fra, at en sådan fromhed er til stede som forudsætning for at modtage dåben.

De citerede ord fra bjergprædiken om at bede, banke på og søge er imidlertid af ganske generelt indhold og har intet specifikt med dåben at gøre. I ritualets sammenhæng kommer ordene til at fungere som højtidelig staffage, d.v.s. som uforpligtende skønsnak, der skal dække over, at der er for lidt teologisk gods i ritualet.

Der er mere at sige om voksendåbsritualet af 1912, først og fremmest alt det som det har til fælles med barnedåbsritualet. Men det lader jeg ligge til senere. I denne sammenhæng drejer det sig om at se på, hvad folkekirken har at tilbyde i den situationen, at et voksent menneske skal døbes.

Vi går nu til ritualet af 1992. Som allerede nævnt er der ikke længere noget særskilt voksendåbsritual. Det samme ritual skal bruges som ved barnedåb, dog med visse redaktionelle ændringer, der tager højde for situationen. Det hedder ikke længere: »Tag i nåde mod dette barn, som vi bærer frem for dit åsyn«, men: »Tag i nåde mod ham (hende), som i dag kommer til den kristne dåb«. Det indledende spørgsmål: »Er barnet hjemmedøbt?« er blevet til »Er du tidligere døbt?« Og med hensyn til spørgsmålet: »Hvad er barnets navn?« står der i ritualbogen: »Ved dåb af voksne udelades dette spørgsmål normalt« (men det kan altså bruges!) Princippet er tydeligvis, at voksendåb skal ligne barnedåb mest muligt.

Den mest påfaldende forskel i forhold til 1912 ritualet er, at nu skal fortællingen Mark 10,13-16 om børnevelsignelsen bruges også ved voksendåb. Og for at ingen skal være i tvivl om meningen med denne læsning, hedder det umiddelbart herefter: »Så vil vi nu hjælpe dig til hans velsignelse ved at døbe dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn«. Ritualet insisterer altså på, at børnevelsignelsen er en brugbar tydningsnøgle til forståelsen af dåben også for den voksne.

Men spørgsmålet er rigtignok, hvordan fortællingen om børnevelsignelsen høres af den voksne, som skal døbes. Vi kan hurtigt se, at det må være småt med opbyggelige identifikationsmuligheder. Den voksne kan jo ikke identificere sig med de små børn i fortællingen, der blev båret hen til Jesus, for den voksne er kommet gående til dåben på egne ben og på eget initiativ og er i øvrigt ikke et spædbarn. Heller ingen af de voksne personer, der optræder i fortællingen, er brugbare emner for identifikation. Forældrene, som bar de små børn, er uinteressante. Det samme er disciplene, som ville hindre forældrene i at nå frem til Jesus med de små børn.

Tilbage er selve dette, at Jesu udfører en velsignelseshandling. Ritualet insisterer altså på, at børnevelsignelsen er et brugbart billede på dåben, når der er tale om voksendåb. Men derved påstår ritualet indirekte, at den voksne i virkeligheden er et hjælpeløst spædbarn for Vor Herre. Denne påstand om den voksnes hjælpeløshed over for Vor Herre accentueres i øvrigt af, at der i ritualet savnes enhver antydning af, at det kunne være forbundet med åndelig myndighed at være en Kristi discipel.

Det korte af det lange er, at brugen af børnevelsignelsen ved voksendåb gør ritualet utroværdigt. Ritualet repræsenterer ikke blot en forringelse i forhold til 1912 ritualet for voksendåb – det er faktisk ubrugeligt.

Den omstændighed, at vi står med et dåbsritual i den seneste autoriserede ritualbog, som er ubrugeligt til voksendåb, rejser spørgsmålet, hvordan det er kommet dertil. I al korthed kan handlingsforløbet beskrives således:

Kirkeministeriets liturgiske kommision afgav i 1983 sin betænkning »Dåb og brudevielse«. Heri er indeholdt ritualforslag både til barnedåb (endda to forslag) og til voksendåb. Betænkningen udsendtes til menighederne med henblik på forsøgsvis anvendelse af ritualerne.

I juni 1991 udsender biskopperne »Oplæg til gudstjenesteordning«, som er oplægget til både den alterbog og den ritualbog, der siden blev autoriseret. Allerede her er voksendåbsritualet gledet ud, og barnedåbsritualet er blevet ændret til også at skulle dække voksendåb. Det interessante er biskoppernes bemærkning fra forordet:

Som nævnt ovenfor har liturgikommisionens forslag til et nyt dåbsritual kun været ønsket anvendt i få menigheder. Biskoppernes forslag bygger derfor på det hidtidige autoriserede ritual fra 1912. Dog er ritualet for voksendåb nu indarbejdet i barnedåbsritualet, således at der kun er ét ritual...

To ting skal bemærkes: Det ene er, at fremgangsmåden med at sende dåbsritualer ud til afprøvning på forhånd var problematisk. Et menneskes dåb er jo en engangsbegivenhed, og derfor er dåbsritualet ikke noget, man eksperimenterer med – ganske til forskel fra gudstjenesteritualet, som man nok kan eksperimentere med, fordi gudstjenesten er en tilbagevendende begivenhed. De eventuelle skader er ikke uoprettelige.

Menighedernes tilbageholdenhed med hensyn til at afprøve nye dåbsritualer burde snarere tolkes som respekt for dåbens alvor end som udtryk for, at 1912 ritualet var godt nok at bygge videre på.

Det andet, som skal bemærkes, er beslutningen om at indarbejde et ritual i et andet. På baggrund af, at biskopperne i øvrigt lagde vægt på at høre menighedernes holdning til liturgiske ændringer, må man undre sig over, at biskopperne turde afskaffe voksendåbsritualet uden en forudgående høringsfase.

Den teologiske begrundelse for at gøre det har offentligheden til gode. Hvad der måtte ligge af overvejelser bag den lakoniske meddelelse om, at ritualet for voksendåb nu er indarbejdet i barnedåbsritualet, ved vi ikke. Handlingsforløbet var ikke tillidsvækkende, og resultatet blev et ritual, som tydeligt afspejler, at folkekirken trænger til at få afklaret sin forståelse af den kristne dåb.