KAPITEL 2

HAR JESUS INDSTIFTET DÅBEN?

Jesus gav sig ikke af med at døbe. Tilsyneladende er det apostlene, som har indstiftet den kristne dåb. Alligevel går den kristne dåb tilbage til Jesus selv. Rigtignok på en anden måde, end dåbsritualet vil kendes ved.

Den kristne dåb er en kirkelig handling. Men den er mere end det – den er en hellig handling. Den er en guddommeligt autoriseret handling til forskel fra f.eks. konfirmationen, som nok er en kirkelig handling, men ikke er guddommeligt autoriseret og derfor heller ikke har anden hellighed i sig, end hvad den låner fra den gudstjeneste, hvori den indgår.

Men dåben er altså guddommeligt autoriseret som hellig handling. Undertiden bruges ordet »sakramente« til at betegne dåbens hellige karakter. Det er et ganske tankevækkende ord, som oprindeligt stammer fra det romerske militærvæsen i oldtiden. Ordet »sacramentum« brugtes om den ed, som den romerske soldat aflagde til sin feltherre, når han skulle indrulleres i regimentet. Den kristne kirke overtog imidlertid ordet og brugte det først om dåbens sakramente, siden om konfirmationens og alterets sakramente. I middelalderen var kirken nået op på at opregne hele syv sakramenter. I den lutherske folkekirke nøjes vi med at tale om to sakramenter, dåben og den hellige nadver.

Men ordet »sakramente« har bevaret noget af sin oprindelige betydning, idet både modtagelsen af dåbens sakramente og modtagelsen af nadverens sakramente er en bekendelseshandling, hvor den troende på sin vis aflægger en »faneed« til Kristus. Samtidig har ordet også hentet noget betydningsindhold fra det græske ord »mysterion« d.v.s. »hemmelighed«, idet den latinske bibel brugte ordet »sacramentum« til at gengive det græske »mysterion«. Sakramente kommer på den måde til at betegne en dybere sandhed, som kun er synlig for den troende. Kirkefaderen Augustin fra det fjerde århundrede definerer et sakramente som »et synligt tegn på en usynlig nåde«. Efterhånden bliver det almindeligt at definere et sakramente som en handling, der er indstiftet af Kristus og som meddeler Guds nåde gennem et synligt element.

Det er oplagt, at nadveren må være et sakramente, sådan som begrebet her er defineret. De synlige elementer er til stede, nemlig brødet og vinen, og Kristi indstiftelse er så velbevidnet, som noget kan være. Vi ved, hvornår og hvor det var, at Jesus Kristus indstiftede den hellige nadver, og under hvilke omstændigheder. Nadverritualet behøver blot at henvise til indstiftelsen med ordene: »Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet ... etc.«, så er nadverens guddommelige autorisation fastslået.

Med dåben forholder det sig noget anderledes. Det synlige element er til stede, nemlig vandet. Det er der ingen problemer med. Men problemerne kommer, når vi spørger efter Kristi indstiftelse af dåbens sakramente. Vi har nemlig ikke i evangelierne noget, der kunne ligne dåbens indstiftelsesberetning. Det er ikke sådan, at Jesus på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted forrettede en dåb og dermed indstiftede den kristne dåb.

Sagen er den, at Jesus ikke gav sig af med at døbe, så vidt vi ved. Det eneste sted i det ny testamente, der flygtigt kunne give indtryk af, at Jesus skulle have drevet døbervirksomhed, finder vi i begyndelsen af Johannesevangeliet, hvor det hedder (Joh 3,22): »Derefter kom Jesus og hans disciple til Judæas land; dér var han en tid sammen med dem og døbte.« Og lidt efter (vers 26) hører vi, at Johannes Døbers disciple henvender sig til Johannes med ordene: »Rabbi, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« – Kort efter (Joh 4,1-3) meddeler evangelisten imidlertid udtrykkeligt, at det ikke var Jesus selv, der døbte: »Da nu Jesus fik at vide, at farisæerne havde hørt, at han vandt flere disciple og døbte flere end Johannes – det var ganske vist ikke Jesus selv, men hans disciple, der døbte – så forlod han Judæa og vendte tilbage til Galilæa.«

Ingen af de andre evangelister nævner noget om, at Jesus skulle have døbt nogen, så vi kan med ret god sikkerhed sige, at Jesus ikke gav sig af med at døbe. Men betyder det så, at Jesus i virkeligheden ikke har indstiftet dåben? Det kunne man være fristet til at mene. Man kunne nemlig sige, at det må være apostlene, der har indstiftet den kristne dåb, eftersom det efter alt at dømme er apostlene, der har forrettet de første dåbshandlinger i Jesu Kristi navn.

Alligevel vil det være forkert at sige, at apostlene har indstiftet den kristne dåb. For det er ikke apostlene, der har givet den kristne dåb dens særlige indhold, som adskiller den kristne dåb f.eks. fra Johannes Døbers dåb. Det er Jesus selv, der har givet den kristne dåb dens særlige indhold. Og hvordan har Jesus så gjort det? Det har han gjort på en umiddelbart ret overraskende måde – nemlig ved selv at lade sig døbe!

Alle fire evangelister (eller i hvert fald Mattæus, Markus og Lukas – for der er et forbehold vedrørende Johannes, se nedenfor) beretter, at Jesus indledte sit offentlige virke med, at han kom til Johannes Døber og ved hans hånd modtog dåben til syndernes forladelse i Jordan floden. Det var ganske vist Johannes Døbers bodsdåb, Jesus modtog, men i kraft af, at det var Jesus, der modtog dåben, fik dåben nu en ny betydning, således at man med god ret kan sige, at Jesu egen dåb er den kristne dåbs indstiftelse. Den dåb, apostlene begynder at foretage i Jesu Kristi navn, henter sin betydning fra den betydning, som Jesu Kristi egen dåb har. Det kræver en nærmere forklaring.

Evangelisterne beretter som sagt, at Jesus indledte sit virke med at komme til Johannes Døber ved Jordanfloden for at modtage dåben ved ham. Det er magtpåliggende for dem at lade Jesu dåb være begyndelsen til deres evangeliefortælling. Lad mig give et par pejlemærker for evangelisternes tolkning af Jesu dåb:

Vi læser i Markusevangeliet, at den dåb, Johannes Døber stod for, var en bodsdåb. Det hedder Mark 1,4-5 om Johannes, at han »trådte frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.« I Mark 1,9-11 hører vi så om Jesu dåb:

I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan. Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og ånden dale ned over sig som en due; og der lød en røst fra himlene: Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!

Vi skal her lægge mærke til, af Jesus af den himmelske orakelstemme udråbes til at være »Guds Søn«. I det gamle Israel blev kongen tituleret som »Guds Søn«. Deri lå dog ikke, at kongen var guddommelig, men at kongen var konge af Guds nåde. Når derimod nu Jesus kaldes »Guds Søn« i forbindelse med sin dåb, ligger der i dette en anerkendelse af hans guddommelighed, idet Jesus ikke var Guds Søn på kong Davids vis, men var Guds Søn på sin egen vis. Evangelisten Markus giver det ene eksempel efter det andet på Jesu guddommelige myndighed i ord og handling, da han efter sin dåb har taget fat på at forkynde evangeliet om Guds rige vidt og bredt. Men Jesu dåb er så at sige den guddommelige legitimering, der giver Jesus fuldmagt til at foretage sig det, han foretager sig. Og Jesu dåb er samtidig den guddommelige åndsmeddelelse, der sætter Jesus i stand til at optræde med fuldmagt fra Gud.

Vi går til Johannesevangeliet, hvor proklamationen af Jesus som Guds Søn ikke finder sted ved en stemme fra himlen, men ved Johannes Døbers vidnesbyrd om Jesus. Strengt taget fremgår det ikke udtrykkeligt i Johannesevangeliet, at Jesus blev døbt, da han opsøgte Johannes Døber, men der kan næppe være tvivl om, at Jesu dåb er anledning til Johannes Døbers vidnesbyrd Joh 1,32-34:

Jeg så ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds Søn.

Det centrale skriftsted er imidlertid Joh 1,29, hvor det hedder om Jesus: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.« Denne sætning forudgriber Jesu lidelse og død. Dåben er indvielse til at være offerlam. Hans sonofferdød har stedfortrædende betydning. Han bærer »verdens synd«. Men i og med, at Jesu dåb er indvielse til denne stedfortrædende død, er Jesu dåb en stedfortrædende dåb. Det er ikke for at læsse egne synder af, at han kommer til dåben, men for at læsse verdens synder af. Det er altså på menneskeslægtens vegne, han lader sig døbe, ikke på egne vegne.

I virkeligheden taler evangelisten Johannes om en ny pagt, Jesus har bragt i stand ved at bære verdens synd, selv om han ikke bruger det ord. Men ordet »pagt« er et velegnet ord til at forklare, hvad evangelisten taler om. Sagen kan udtrykkes således: Jesus har oprettet en ny pagt mellem Gud og mennesker ved at påtage sig rollen som det lam, der bærer verdens synd. Pagtslutningen begyndte med Jesu dåb på menneskeslægtens vegne og besegledes endegyldigt ved Jesu lidelse og død og opstandelse på menneskeslægtens vegne. Den nye pagt er en nådepagt. Hele projektet med Guds Søn skal forstås som Guds tilsagn til menneskeslægten om, at Gud vil lade nåde gå for ret for på den måde at frelse verden.

Med denne forståelse af projektet med Guds Søn kommer vi frem til spørgsmålet: Hvad er så forholdet mellem menighedens kristne dåb og Jesu egen dåb? Svaret er, at den kristne dåb er optagelse i den nådepagt, som Jesus har bragt i stand med sin dåb, sin lidelse, død og opstandelse. Det enkelte menneskes dåbspagt er indfældet i den nådepagt, Jesus har bragt i stand. Dåbspagten henter sit indhold i den nådepagt, som Jesus har bragt i stand. Omvendt må man sige, at der ikke bliver noget indhold tilbage i dåbspagten, dersom man vil forsøge at bestemme dåbens indhold løsrevet fra den nådepagt, Jesus har bragt i stand.

Kommet så langt er tiden inde til at inddrage folkekirkens dåbsritual for at se, hvad ritualet siger om den nådepagt, Jesus har bragt i stand. På forhånd kunne man jo forvente, at dåbsritualet stærkt ville betone sammenhængen mellem dåbspagten og den nådepagt, Jesu har bragt i stand. Det ville nærmest være oplagt, at det var tilfældet. I det mindste kunne man gøre sig den enfoldige forestilling, at vor kirkes dåbsritual nok ville indeholde en omtale af Jesu dåb. Den omstændighed, at Mesteren startede sit virke ved selv at komme til dåben, kunne vel ikke være nogen ligegyldig detalje, når dåbsfolk samles omkring døbefonten i kirken?

Ikke desto mindre viser det sig, at ritualet er tavs om Jesu dåb. Enhver antydning af, at Jesus er blevet døbt, er fraværende i ritualet. Dåbsmenigheden må åbenbart ikke vide, at Jesus er blevet døbt, eller den har i det mindste ikke brug for at vide det!

Ritualets tavshed om Jesu dåb betyder, at ritualet bliver ude af stand til at give ordentlig besked om dåbens oprindelse. Det får følger for forståelsen af dåbens indhold på den måde, at der sker en forskydning, så vægten kommer til at ligge på dåben som velsignelse fremfor dåben som livsfællesskab med Jesus Kristus.

Men lad os se på ritualets manglende evne til at give besked om dåbens oprindelse. Karakteristisk hedder det i den indledende takkebøn: »Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn ... etc.« Gud har altså »givet« os dåben ved sin enbårne Søn, men vi får ikke at vide hvornår eller hvordan. Dåben er nærmest kommet dumpende direkte ned fra himlen. Den har ikke sin indstiftelse her på jorden.

Nu skal et dåbsritual som i øvrigt ethvert kirkeligt ritual jo helst give en form for teologisk legitimering af det, man foretager dig. Indeholder dåbsritualet ikke en beretning om dåbens indstiftelse, skal det i det mindste indeholde noget, der ligner. Her kommer den såkaldte dåbsbefaling i Matt 28,16-20 ind i billedet. Ret beset er der snarere tale om en »missionsbefaling«, men på grund af den brug, der gøres af missionsbefalingen i dåbsritualet er det blevet almindeligt at omtale teksten som »dåbsbefalingen«:

Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Denne tekst handler tydeligvis ikke om dåbens indstiftelse. Teksten omtaler dåben på en måde, som forudsætter begrebet velbekendt. Dåbsbefalingen henvender sig til tilhørere, der ved udmærket besked om, hvad dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn er. Derfor er det ikke nødvendigt med nærmere forklaringer om dåbens indhold eller anvisninger på dens udførelse. Dåben er med andre ord en praksis, som for længst er indarbejdet i menigheden. Dåben er allerede indstiftet.

Den omstændighed, at der ikke tales om dåb i Jesu navn, men i den treenige Guds navn, tyder på en forholdsvis sen datering. Man kan derfor tale om, at Matt 28,16-20 i virkeligheden ikke gengiver et autentisk ord af Kristus, men repræsenterer et stykke »menighedsteologi«, som er lagt i munden på den opstandne Kristus – i bedste hensigt naturligvis og i overensstemmelse med almindelig brugt litterær skik i datiden.

Vil man nu alligevel fastholde Matt 28,16-20 som et autentisk ord af Kristus og høre dette skriftord som dåbsbefaling d.v.s. som en guddommelig autorisation af dåben, så bliver det problem tilbage, at der ikke er meget kød på dåbsbefalingen. Vi bliver ikke klogere på, hvad det er, dåben i den treenige Guds navn gør delagtig i.

Men dåbsritualet nøjes jo heller ikke med at citere dåbsbefalingen. I forrige kapitel så vi, at fortællingen om børnevelsignelsen er kommet til at spille en fremtrædende rolle i ritualet. Derfor er der en nærliggende fare for, at denne fortælling i folks bevidsthed bliver fortællingen om den kristne dåbs indstiftelse. Selv ved voksendåb skal vi jo nu høre fortællingen om Jesus, der velsigner de små børn. Endda som den umiddelbare optakt til selve dåbshandlingen.

Men lad os se nærmere på den indledende bøn i ritualet. Den blev i sin tid forfattet af Peder Madsen, daværende biskop over Sjællands stift. Peder Madsen var ophavsmanden til 1912 ritualet. Den indledende bøn lyder således i sin helhed:

Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. Vi beder dig: tag i nåde mod dette barn (disse børn), som vi bærer frem for dit åsyn; indlem det (dem) i din troende menighed, og bevar det (dem) i dit samfund både her og hisset! Amen.

I denne bøn er der på sin vis gjort et forsøg på at beskrive dåbens indhold, nemlig i den belærende sætning »hvori du gør os ...«. Men bortset fra at bønnen er kæntret i sin form – ingen kunne jo finde på selv at bede til Gud efter den skabelon, at man knytter en belærende relativsætning til den indledende tak – bortset fra det er bønnen fyldt med klichéer. Lad gå, at Gud gør os til sine børn i dåben. Der er dog en elementær billedkraft i det udtryk. Men det går galt i det følgende udtryk: »skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.« Vi har her en abstrakt sammenhobning af tre i sig selv abstrakte størrelser.

Spørgsmålene melder sig på stribe: Hvad vil det egentlig sige, at et spædbarn får skænket Helligånden? Hvad er det egentlig for synder, et spædbarn får syndsforladelse for? Og hvad vil det egentlig sige, at et spædbarn får skænket evigt liv? Og oven over de tre spørgsmål er der spørgsmålet om tidsdimensionen i ordet »skænker«. Er det her og nu, eller er det lidt efter lidt – eller er det måske først på den yderste dag?

Dernæst kommer spørgsmålet, om de nævnte ting skænkes automatisk i og med den hellige handlings udførelse – »ex opere operato«, som det hedder på latin – eller om de nævnte ting først skænkes, i og med, at troen kommer til.

I grunden er der tale om et veritabelt »pakketilbud« med formuleringen: »skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.« Tre ting i ét, nemlig 1) Helligånden 2) syndernes forladelse og 3) det evige liv. Nærmest en åndelig totalløsning. Men menigheden opfatter formentligt ordene nærmest som højtidelig staffage d.v.s. som noget højtideligt sprogligt fyld, der nu engang hører dåben til, men som for den sags skyld lige så godt kunne reciteres på latin.

Alligevel tror jeg, at en enkelt ting efterhånden lejrer sig i menighedens bevidsthed, nemlig forestillingen om, at dåben »skænker« noget. Med andre ord, at dåben er et tilbud til fri og uforbindtlig modtagelse og afbenyttelse. I en tidsalder som vor egen, der på mange områder er præget af forbrugerholdning for ikke at sige forbrugerisme, er det betænkeligt, at der i et kirkeligt ritual gives spillerum for, hvad man – meget firkantet – kunne kalde »en religiøs forbrugerholdning«.

Forside
Forrige kapitel
Næste kapitel