KAPITEL 3

RITUEL FØDSEL ELLER RITUEL DØD?

Dåbsvandet kan tydes som fostervand, der ledsager det nye menneskes åndelige fødsel, og det kan tydes som druknevand til henrettelse af den gamle Adam. Folkekirkens ritualbog understøtter nærmest den første tydning, medens kirkens lutherske læretradition overvejende understøtter den sidste.

Som bekendt foregår dåb i folkekirken ved overøsning og ikke ved neddykning. Sådan har det været almindelig praksis her i landet tilbage til reformationstiden. De gamle døbefonte fra middelalderen røber imidlertid, at det engang har været brugt at foretage barnedåb ved neddykning af barnet.

Nu afhænger dåbens gyldighed ikke af vandets mængde, så lidt som nadverens gyldighed afhænger af brødets og vinens mængde. Der kan i øvrigt være gode grunde til at foretrække overøsning fremfor neddykning – ved barnedåb hensynet til barnets sundhed og ved voksendåb problemet med bassinets størrelse. Men det er ikke blot et spørgsmål om vandets mængde, der skiller neddykning fra overøsning. Det er først og fremmest et spørgsmål om handlingens symbolik. Symbolikken går faktisk i diametralt forskellige retninger. Der er teologi til forskel på, om vandet tydes som fostervand, eller om det tydes som druknevand.

Jeg var allerede i bogens første kapitel inde på de associationer, dåbsvandet kunne tænkes at give forældrene ved deres barns dåb. Jeg nævnte som en mulig association det fostervand, der skyllede ud over jordemoderens hænder, da den lille kom til verden. En sådan association er nærliggende at forestille sig – ikke mindst for faderens vedkommende, da det jo i dag er blevet almindeligt, at faderen er til stede ved barnets fødsel.

Men bortset fra de associationer, som umiddelbart måtte indfinde sig hos dåbsfolk samlet omkring døbefonten, lægger dåbsritualet op til at tyde vandet som fostervand. Umiddelbart efter overøsningen med vand i den treenige Guds navn siger præsten nemlig disse ord: »Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden...«. Meningen er tydeligvis, at dåben er at ligne ved en fødsel, den er en ny åndelig fødsel eller en genfødsel.

Selv om ordet »genfødt« altså bruges på en centralt sted i dåbsritualet, må man dog konstatere, at dåbsritualet i øvrigt er forbavsende tilbageholdende med at dyrke fødselsmetaforen. Ordet forekommer ganske vist også i det indledende skriftsted fra 1. Pet 1,3: »Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde«. Den genfødsel, der her tales om, er dog ikke en genfødsel, der kommer i stand ved hver enkelt dåbshandling, men derimod en genfødsel af Guds menighed, der er kommet i stand én gang for alle ved Jesu Kristi opstandelse påskemorgen.

I den indledende bøn hedder det: »Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn ...etc.« Her er der ikke tale om genfødsel af mennesket, men om et nyt forhold mellem Gud og menneske. Her er det forældre/børn metaforen, der spilles på. Meningen er, at vi indsættes i forhold til Gud, der kan lignes med et barns forhold til sine forældre. Billedlig talt bliver dåben at forstå som Gud Faders adoption af mennesket.

I den afsluttende kollektbøn tales der ikke om, at vi er blevet Guds børn. Der tales heller ikke om, at vi er blevet genfødt. Noget andet er øjensynligt mere magtpåliggende for ritualet på dette sted, nemlig at få bragt på listeform, hvad Gud har »skænket« os i dåben. Bønnen begynder således: »Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb, hvori du skænkede os (1) syndernes forladelse, (2) Helligånden og (3) det evige liv for din Søns, Jesu Kristi skyld. Vi beder dig ...etc.« Ritualets pædagogiserende præg fornægter sig ikke, men der gøres altså i den afsluttende kollektbøn hverken brug af forældre/børn metaforen eller af fødselsmetaforen.

Nu er dåbsritualet ikke det eneste af folkekirkens ritualer, der indeholder et tydning af dåben. Også konfirmationsritualet indeholder en tydning af dåben, som er værd at inddrage, når man skal indkredse hvad man kunne kalde »folkekirkens officielle dåbsforståelse«.

I det senest autoriserede konfirmationsritual af 1991 forekommer der hele tre valgfrie varianter af den såkaldte konfirmationsvelsignelse, det vil sige den velsignelse hvormed præsten under håndspålæggelse konfirmerer hver enkelt. Disse tre udgaver af konfirmationsvelsignelsen leverer hver deres tydning af dåben. Her er de tre tekster:

A) Den treenige Gud, som har antaget dig til sit barn i den hellige dåb og gjort dig til arving til det evige liv, han opholde dig i din dåbs nåde indtil din sidste stund, han give dig bestandighed i din tro, din sjæl til salighed!

B) Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i dåben har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!

C) Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i dåben har gjort dig til sit barn, han styrke dig i din tro og give dig håb, han velsigne dig og bevare dig i sin kærlighed!

Jeg skal senere komme nærmere ind på det problematiske forhold mellem konfirmationen og dåben. I denne omgang er det blot konfirmationsritualets brug af metaforer på dåben, der interesser. I A) og C) er dåben lignet ved en adoption, og i B) ved en fødsel.

Den skiftende brug af adoptionsmetaforen og fødselsmetaforen skal man næppe lægge noget dybsindigt i. Hvad enten der refereres til dåben som en guddommelig adoptionshandling eller som en guddommelig genfødsel, så refereres der til dåben som en afgørende begivenhed. Det var noget definitivt, der skete i sin tid, og derfor kan der nu refereres til det.

Vi skal i øvrigt lægge mærke til, at referencen til dåben er holdt i lutter positive ord. Enhver antydning af, at dåben skulle være en rituel drukning af den gamle Adam, er fraværende i konfirmationsritualet, som den var fraværende i dåbsritualet. Men dermed består der, som vi skal se, et spændingsforhold mellem kirkens ritualer og kirkens lære.

Til folkekirkens læregrundlag hører dr. Martin Luthers lille katekismus. Ved siden af et andet skrift fra reformationstiden, nemlig den Augsburgske bekendelse, har Luthers lille katekismus status i folkekirken som evangelisk-luthersk bekendelsesskrift. Folkekirkens ledelse har åbenbart anset Luthers lille katekismus for så væsentlig for forståelsen af, hvad ordentlig evangelisk-luthersk børnelærdom er, at man siden 1953 har ladet katekismens hovedstykker aftrykkke i den danske salmebog. Tanken må være den, at menigmand har glæde af denne bekvemme adgang til at læse, hvad dr. Martin Luther siger om de grundlæggende ting i den kristne tro. Derfor må det være desto mere på sin plads at se nærmere på, hvad der siges om dåben i Luthers lille katekismus. Jeg citerer afsnittet om dåben i sin helhed (fra den seneste officielle udgave i salmebogen).

DÅBEN

Den hellige dåbs sakramente således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand derom.

For det første: Hvad er dåben?

Dåben er ikke vand slet og ret, men den er vandet, indeholdt i Guds bud og forbundet med Guds ord. Hvilket er da dette Guds ord? Det siger vor Herre Kristus i det sidste kapitel hos Matthæus: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.«

For det andet: Hvad giver eller gavner dåben?

Den virker syndernes forladelse, genløser fra døden og Djævelen og giver alle dem, som tror det, den evige salighed, således som Guds ord og løfte lyder. Hvordan lyder da dette ord og løfte? Det siger vor Herre Kristus i det sidste kapitel hos Markus: »Den, som tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.«

For det tredje: Hvorledes kan vand virke så store ting?

Det er så vist ikke vand, der virker det, men Guds ord, som er med og ved vandet, og troen, der stoler på Guds ord forbundet med vandet. Thi uden Guds ord er vandet vand slet og ret og ingen dåb; men med Guds ord er det en dåb, det vil sige: et livets vand, fuldt af nåde, og et bad til genfødelse ved Helligånden, således som apostlen Paulus siger til Titus i det tredje kapitel: »Han frelste os ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv.« Det er vist og sandt.

For det fjerde: Hvad betyder det da, at der bruges vand ved dåben?

Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.

Hvor står det skrevet?

Apostlen Paulus siger til romerne i det sjette kapitel: »Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.«

I svaret på det fjerde spørgsmål har vi Luthers tydning af dåbsvandet. Det er druknevand til drukning af »den gamle Adam«. Luther henviser her til Paulus, der ganske vist ikke bruger druknedøden som billede på dåben, men i stedet taler om dåben i billedet af en begravelse. Nu kan man sige, at begravelsesmetaforen ikke er særlig elegant som metafor på dåben i dåbsvandet, men Paulus har brug for at tolke dåben som sammenføjning af det enkelte menneskes liv med Kristi liv, d.v.s. hans korsfæstelse, død og begravelse og siden hans opstandelse til evigt liv. Om denne sammenføjning bruger Paulus i Rom 6,5 ligefrem udtrykket, at vi er »vokset sammen med Kristus.«

Dåben er for Paulus det definitive vendepunkt i livet. Det gamle levned er forbi – det er billedlig talt lagt i graven sammen med den korsfæstede Kristus – det nye levned med den opstandne Kristus er begyndt.

Tilsyneladende har Luther den samme opfattelse af dåben som det definitive vendepunkt i livet. Hans henvisning til Titusbrevet kunne understøtte det indtryk. Men der sker et skift, når Luther skal til at udlægge dåbsvandets betydning. At der bruges vand ved dåben, siger Luther, betyder, at »den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod ... og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske ...«

Det er værd at lægge mærke til, at Luther bruger ordet »daglig«. Dagligt skal det ny menneske fremkomme og opstå. Genfødelsen er en fortløbende proces. Dagligt skal det ny menneske fødes, men dagligt skal også det gamle menneske druknes. Man burde derfor ikke blot tale om genfødelse, men også om »gendrukning« eller »gendødelse«, når man skal gengive Luthers opfattelse.

Dåben bliver på den måde til en livslang proces. Dåben skal så at sige effektueres på ny hver dag – ikke som rituel handling naturligvis, for som rituel handling er dåben en éngangsbegivenhed – men den skal effektueres som det, man ellers i kirkelig sprogbrug plejer at kalde »Kristi efterfølgelse« eller »helliggørelse«.

Problemet med Luther er, at han overanstrenger metaforerne, så deres billedkraft i afsvækkes. Både metaforen »druknedød« og metaforen »fødsel« forudsætter, at der tales om noget definitivt. Noget, der har éngangskarakter. En druknedød er forholdsvis hurtigt overstået, ellers er den ikke druknedød. Tilsvarende er en fødsel forholdsvis hurtigt overstået, ellers er den ikke en fødsel. Hverken barn eller moder kan jo holde til, at fødslen varer ved på ubestemt tid.

Sprogligt er det i virkeligheden noget vrøvl at tale om daglig drukning og daglig fødsel, som Luther gør det her. Det hjælper ikke at forsvare Luther med, at han jo ikke taler bogstaveligt, men i billeder, for billeder skal have deres umiddelbare anskuelighed i behold, hvis de skal tjene formidlingen af en indsigt. Hvis billeder er konstruerede og savner umiddelbar anskuelighed, kommer de i stedet til at fungere som kodesprog, der kun siger den i forvejen indforståede noget.

Bag problemet med de overanstrengte metaforer gemmer sig måske en form for teologisk overanstrengelse. Sagen er, at jo mere vægt der lægges på dåben som en livslang proces, jo mindre vægt lægges der på dåben som skelsættende handling – og omvendt. At lægge fuld vægt på begge dele på samme tid er nærmest en umulighed. Luther forsøger det i den lille katekismus, men hovedvægten er tydeligvis kommet til at ligge på dåben som livslang proces. Hvilket heller ikke er så mærkeligt, når man betænker, at skriftet er blevet til med det brede folks helliggørelse for øje.

Men det vil være forkert at tale om Luthers dåbssyn uden at komme ind på hans dåbsritualer, først og fremmest hans dåbsritual af 1526, som mere eller mindre blev forbillede for dåbsritualerne i de lutherske kirker, der opstod som resultat af reformationen.

I Luthers dåbsritual er dåben til fulde forstået som skelsættende handling. Hvad der jo også var at forvente, da der er tale om en ritualtekst. Lad os se nærmere på ritualet. Jeg holder mig i det følgende til Luthers tekst, som den er gengivet i »Dåb og brudevielse«, Betænkning afgivet af Kirkeministeriets liturgiske kommision, København 1983, (betænkning nr. 973).

1526-RITUALET

Døberen siger: »Far ud, du urene ånd, og giv plads for den Helligånd!« Derefter gør han ham et kors for panden og for brystet: »Modtag det hellige kors-tegn både på panden og for brystet.«

»Lad os bede: O, almægtige, evige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader. Jeg råber til dig over denne N. din tjener, der beder om din dåbs gave og begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse. Tag ham til dig, Herre, og eftersom du har sagt: Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer, så giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker, at han må erhverve dette himmelske bads evige velsignelse og modtage din gave, det forjættede rige, ved Kristus, vor Herre. Amen.«

»Lad os bede: Almægtige, evige Gud, du som har gennem syndfloden efter din strenge ret fordømt den vantro verden og efter din store barmhjertighed reddet den troende Noa selvottende, du, som har druknet den forstokkede Farao med alle sine i Det røde Hav og ført dit folk Israel tørskoet igennem og med dette bad fremtidig betegnet den hellige dåb, du, som gennem dit kære barns, Jesu Kristi dåb har helliget og indstiftet Jordan og alle vande til en salig syndflod og en rigelig renselse fra synden – vi beder dig ved samme din grundløse barmhjertighed, at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i ånden, at denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort, så han udskilt fra de vantros tal må blive bevaret tør og sikker i kristenhedens hellige ark, altid brændende i ånden, glad i håbet, må tjene dit navn, så at han med alle troende må blive værdig til at få del i din forjættelse om evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.«

»Jeg besværger dig, du urene ånd, i Faderens (korstegnelse) og Sønnens (korstegnelse) og den Helligånds (korstegnelse) navn at fare ud og vige bort fra denne Jesu Kristi tjener N.!«

»Lad os høre det hellige evangelium hos Markus:« [Mark 10,13-16 læses]

Derefter lægger præsten sine hænder på barnets hoved og beder knælende sammen med fadderne Fadervor.

Derefter fører man barnet til dåben, og præsten siger: »Herren bevare din indgang og udgang fra nu og til evig tid.«

Dernæst lader præsten barnet ved fadderne frasige sig Djævelen og siger: »N. forsager du Djævelen?« »Ja!« »Og alle hans gerninger?« »Ja!« »Og alt hans væsen?« »Ja!«

Derefter spørger han: »Tror du på Gud, den almægtige Fader, Himmelens og jordens skaber?« »Ja!« »Tror du på Jesus Kristus, hans eenbårne Søn, som er født og har lidt?« »Ja!« »Tror du på den Helligånd, en hellig kristelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og efter døden et evigt liv?« »Ja!«.

»Vil du døbes?« »Ja!«

Så tager han barnet og dypper det i dåben og siger: »Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og den Helligånds navn«.

Så skal fadderne holde barnet i dåben, og præsten siger, mens han ifører barnet dåbskjortelen: »Den almægtige Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, der for anden gang har født dig ved vand og den Helligånd og har tilgivet dig alle dine synder, han styrke dig med sin nåde til det evige liv. Amen.«

»Fred være med dig! Amen.«

Det skelsættende ved dåben kommer her frem allerede i den indledende dæmonuddrivelse (exorcisme). Forestillingen er den, at barnet før dåben er besat af en »uren ånd«, som må drives ud for at give plads for Helligånden. På den måde markerer dåben et før og et efter. Så levende er forestillingen om det udøbte barns dæmonbesættelse, at der er blevet plads til hele to exorcismer i ritualet.

Endvidere kommer det skelsættende frem i den afsluttende velsignelse, hvor det udtryk bruges om genfødelse, at Gud »for anden gang« har født barnet ved vand og den Helligånd. »For anden gang« betyder for anden og sidste gang. Og denne anden fødsel er definitivt til ende, når barnet har fået dåbskjortelen på.

Men når det er sagt, kommer spørgsmålet om ritualets metaforer. Hvorledes tyder Luther dåbsvandet? Svaret er, at hvis Luther har tænkt på fostervandet ved en fødsel, så ligger den tanke i hvert fald godt gemt nede under udtrykket, at Gud for anden gang har født barnet. Nej, den vandmetafor, Luther gør brug af, er syndflodsmetaforen. Vi skal her se nærmere på den lange og i ritualet centralt placerede bøn, der gerne går under betegnelsen »syndflodsbønnen«.

Nøglen til forståelsen af bønnen er denne sætning: »du, som gennem dit kære barns, Jesu Kristi dåb har helliget og indstiftet Jordan og alle vande til en salig syndflod og en rigelig renselse fra synden«. Det siges her, at Gud ved Kristi dåb har gjort dåbsvandet til »en salig syndflod«. Luther siger med andre ord, at Gud ved Kristus har indstiftet en salig druknedød i dåbsvandet! Det når Luther frem til med en såkaldt typologisk udlægning af det gamle testamentes fortællinger Noas frelse fra syndfloden og Israels frelse fra ægypterne gennem det Røde hav, således at de kommer til at handle om den frelsen i den kristne dåb.

Denne typologiske udlægning er imidlertid problematisk, ikke bare af exegetiske grunde, men også af opbyggelige grunde. For at sige det ganske kort: syndflodsfortællingen er fortællingen om Guds store fiasko. Gud fik jo ikke bugt med det onde i mennesket. Den gamle Adam kunne ikke udryddes ved drukning, viste det sig. I erkendelsen af fiaskoen pålagde Gud sig selv aldrig mere at gøre forsøget. Så i dåbsritualets sammenhæng er det så som så med den opbyggelige pointe i syndflodsfortællingen.

Hvad angår frelsen gennem det Røde Hav er problemet, at nok blev israelitterne frelst fra at blive hentet tilbage til ægypten, da Faraos hær druknede, men israelitterne blev ikke befriet fra deres egen tilbøjelighed til at være genstridige mod Herren. Så også i den fortælling er det så som så med det opbyggelige.

Men nu ligger der vel i brugen af de to gammeltestamentlige billeder den forudsætning, at billederne afbilder noget ufuldkomment, der skal afløses af noget fuldkomment. Når det hedder, at Gud ved Jesu Kristi dåb »har helliget og indstiftet Jordan og alle vande til en salig syndflod og en rigelig renselse fra synden« ligger formodentlig deri den tanke, at hvad Gud ikke opnåede gennem druknedøden i syndfloden eller i det Røde Hav, det opnår Gud ved druknedøden i dåbsvandet.

Bag forestillingen om, at mennesket fortjener den rituelle druknedød i dåben, ligger tanken om arvesynden. Ordet selv forekommer ikke i ritualet, men tanken er udtrykt i bønnen om, »at denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort«. Dåbsbarnet skal altså have bortskyllet dels det, han »har fra Adam«, og dels »det, han selv har gjort«. Det sidste giver umiddelbart bedre mening ved voksendåb end ved barnedåb. Det er sandsynligt, at syndflodsbønnen har rødder tilbage til en tid, hvor den var forbundet med dåb af voksne. Men Luther har overtaget bønnen og ladet den indgå i sit ritual, som helt klart er et barnedåbsritual. Luther bliver dermed nødt til at insistere på, at et udøbt spædbarn tilhører »de vantros tal«, og at et spædbarn ved dåben får bortskyllet ikke bare alt det, det »har fra Adam«, men også det, som det »selv har gjort« (hvad det så måtte være for synder, et spædbarn er i stand til at begå).

Det er efterhånden blevet et presserende spørgsmål, hvad mening det giver at tale om synd i forbindelse med spædbørns dåb. Både hvad mening det giver at tale om arvesynd, og hvad mening det giver at tale om aktuelle synder. Folkekirkens dåbsritual har bevæget sig væk fra Luthers forestilling om dåben som druknedød. Neddykning i dåbsvandet er både i bogstavelig forstand og i teologisk blevet afløst af overøsning. Men folkekirkens dåbsritual taler dog om, at dåben skænker syndernes forladelse. Hvad er det for synder? Hvad er i det hele taget synd? Det vil vi se nærmere på i det næste kapitel.