KAPITEL 4

SYNDSFORLADELSE I LØS VÆGT


Ritualet udlover syndsforladelse i løs vægt. Men ritualets gavmildhed i så henseende modsvares ikke af en tilsvarende klarhed over, hvad det er for synder, der loves tilgivelse for. Ritualet gør derved »syndernes forladelse« til en kliché.

Vi har allerede set, at der tales om syndernes forladelse i dåbsritualet både i den indledende bøn og den afsluttende. Begge steder forekommer syndernes forladelse i selskab med Helligånden og det evige liv, og begge steder bruges verbet »skænke«. Ordet »skænke« kan betyde »forære som gave« eller »hælde op«, som man f.eks. kan hælde vin i en karaffel i en tynd stråle. Hvilket jo tager sin tid. Med brugen af det ord står det hen i det uvisse, hvorvidt syndernes forladelse er møntet på dåbsbarnets aktuelle synder her og nu, eller om det er med henblik på fremtidige synder, at der meddeles barnet syndsforladelse.

Hvis man spørger et par forældre, der skal have deres lille i kirke, om de mener, at deres lille barn er en synder for Herren, siden det skal have skænket sine synders forladelse, vil de formodentlig protestere over spørgsmålet. Og med rette. For det er en absurd tanke, at et spædbarn skulle have været i stand til at begå nogen som helst synd mod Gud.

At synde betyder i bibelsk sprogbrug at fejle eller ramme ved siden af. Et menneske synder mod Gud, når det ikke gør sin skyldighed mod Gud. Især ved, at mennesket ikke gør sin skyldighed mod den næste, som Gud har betroet det at tage vare på.

Målestokken for menneskets skyldighed over for Gud og næsten er »Loven«. Det vil på Jesu tid sige »Moses og profeterne«, altså både loven forstået snævert som de ti bud og forstået bredere som en omfattende tolkning af menneskets skyldighed over for Gud og næsten – en tolkning, der især er at finde i de profetiske skrifter. Men Jesus bidrager så med sin egen originale tolkning af, hvad der er menneskets skyldighed over for Gud og næsten, således at Jesu forståelse af menneskets skyldighed bliver afgørende for den kristne menigheds forståelse af, hvad synd er.

Det kendetegner det voksne menneskes liv, at ingen kan sige sig fri for at have fejlet eller ramt ved siden af i forholdet til næsten og Gud. Derfor siger begrebet »synd« os noget. Vi er måske nok tilbageholdende med at bruge verbet at »synde« på grund af de bibetydninger af erotisk art, der er knyttet til ordet. Så vil vi hellere tale om at »forsynde sig«, hvilket kræver et hensynsled: man kan forsynde sig mod et menneske – eller forsynde sig mod »livet selv«. I begge tilfælde har man underforstået den instans, der er bag ved livet. Man har underforstået Gud.

Men ordet »synd« siger os altså noget, og dermed er der også mulighed for, at udtrykket »syndernes forladelse« siger os noget. Det er noget med at forlade synderne, komme fri af dem. Få dem lagt bag sig, så de ikke kommer til at bestemme livet fremover. Og det er altså synder i flertal, jeg taler om. Konkret begåede synder. Ikke for ingenting hedder det »syndernes forladelse« i flertal og ikke »syndens forladelse« i ental.

Taler man derimod om »synden« i ental, så taler man abstrakt om en tilstand af skyld og ikke længere om de handlinger, hvorved man fejlede eller ramte ved siden af og derigennem pådrog sig skyld. Men også i talen om mennesket som »synder« er der foretaget en abstraktion fra de konkret begåede synder. Lad mig give et par bibelske eksempler på den abstrakte tale om menneskets syndighed.

Det første er beretningen om Peters fiskefangst i Lukasevangeliets kapitel 5. Efter at Simon Peter på Jesu anbefaling har kastet garnene til en dræt og nu har fået så stor fangst, at bådene er synkefærdige, siger han til Jesus: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!«

Her fælder Simon Peter en generaliserende dom over sig selv – ikke som udslag af særlig fromhed, men for at holde det hellige, som Jesus repræsenterer, fra livet. Det kunne risikere at være farligt. Hvori Simon Peters syndighed skulle bestå, får vi dog ikke noget at vide om. Syndigheden er abstrakt, for så vidt som hans selvkarakteristik ikke refererer til noget konkret. Dermed er ikke sagt, at Simon Peters syndsbevidsthed er grebet ud af luften. Den refererer velsagtens til en erindring om, at han fra tid til anden har fejlet eller ramt ved siden af.

Et andet eksempel er fortællingen i Johannesevangeliets kapitel 8 om kvinden, som er grebet i ægteskabsbrud. Nogle skriftkloge farisæere henviser til moselovens bestemmelser om stening for ægteskabsbrud og vil have Jesus til at sanktionere, at de bringer disse bestemmelser i anvendelse over for kvinden. Men Jesus siger – efter i nogen tid at have skrevet i sandet med fingeren: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende«. Han fortsætter med at skrive i sandet, men en efter en lusker kvindens dommere væk. Ingen af dem turde anse sig selv for uden synd.

Igen har vi her en abstrakt tale om synd. Hvad de omtalte skriftkloge farisæere måtte have begået af synder i deres liv, hører vi intet om. Deres syndserkendelse refererer måske knap nok til noget konkret. Måske bygger den blot på en vag erindring om selv at have fejlet engang eller ramt ved siden af. Måske suppleret med en realistisk forståelse af, at enhver i givet fald kan fejle eller ramme ved siden af. Altså en erkendelse af »kødets skrøbelighed«.

Som sagt ved vi ikke konkret, hvorfor de skriftkloge farisæere lusker af en efter en. Men vi må tage for gode varer, at der er en form for virkelighedserkendelse bag deres handling. På samme måde som vi må tage for gode varer, at Simon Peter har sine grunde til at omtale sig selv som en syndig mand.

Vi vender tilbage til situationen ved en barnedåb. Det lille barn får skænket sine synders forladelse. Deri ligger underforstået, at barnet må være et syndigt menneske – ellers er der jo ingen mening i, at det skal have skænket sine synders forladelse. Men denne spædbarnets syndighed er rigtignok uendelig langt mere abstrakt end Simon Peters eller de skriftkloge farisæeres syndighed. Hvad Simon Peter og de skriftkloge farisæere nemlig angår, kan man dog gøre sig anskuelige billeder af, hvad de kan tænkes at have begået af synder. Men det er ikke muligt at gøre sig anskuelige billeder af, hvad et spædbarn kan have begået af synder. På hvilken måde skulle et spædbarn være i stand til at fejle eller ramme ved siden af?

Hvis man derfor vil opretholde tanken om, at et spædbarn er en synder, så må der nødvendigvis være tale om en overført synd, en transporteret synd – med de begrebsmæsssige problemer det giver at operere med tanken om syndens transport. Vi så i Luthers dåbsritual, at Luther opererer med en synd, der er overtaget fra Adam. I den såkaldte syndsflodsbøn bedes der om, at »denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort«.

På dansk grund har forestillingen om arven fra Adam fået sit markante udtryk i biskop Balles dåbsritual fra 1783, som med visse opstramninger går igen i dåbsritualet af 1895. Det er værd at opholde sig lidt ved Balles dåbsritual, fordi det over en lang periode har bidraget til den folkelige forståelse af, hvad dåben betyder. Balles ritual hører på godt og ondt med til folkekirkens teologiske bagage. Jeg holder mig til den reviderede udgave fra 1895. Så sent som 1986 er dette ritual medtaget i »Vejledning i den danske folkekirkes gudstjenesteordning« udarbejdet af biskopperne. Denne bog indeholder foruden gudstjenesteordningen også de autoriserede ritualer, heriblandt 1895 ritualet for barnedåb, som biskopperne altså indtil for få år siden stadig mente, præster burde tage med i overvejelserne, når de skulle forrette en barnedåb. Jeg gengiver dette dåbsritual i fyldigt uddrag:

AF 1895 RITUALET

Er barnet hjemmedøbt?

Såfremt barnet ikke er hjemmedøbt, siger præsten:

Kære kristne! Efterdi synden er kommet ind i verden ved eet menneske, og døden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede, så er nu af den enes fald fulgt fordømmelse for alle mennesker, hvorfor vi også alle af natur er vredens børn og mangler herligheden fra Gud.

Men ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange komme til at stå som retfærdiggjorte ved det enes, Jesu Kristi, lydighed. Thi ligesom synden fik herredømmet ved døden, således skal også nåden få herredømmet ved retfærdigheden til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre, som blev givet hen for vore overtrædelsers skyld og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld. Thi før verdens grundvold blev lagt, har Gud vor Fader, udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans, vor Faders, åsyn, og han har i sin kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus.

Men for at vi skal få ret og adgang til denne Guds nåde i Kristus, har han indstiftet badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden, som han i rigt mål udgyder over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, retfærdiggjorte ved hans nåde, i håbet skal blive arvinger til evigt liv. Dåben er nemlig ikke fjernelse af legemets smuds, men en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse.

For at nu dette barn (disse børn), som er undfanget og født i synd, må se Guds rige, om hvilket vor Herre Jesus selv har sagt, at ingen kan komme ind deri, hvis han ikke bliver født påny af vand og ånd, så vil vi i vor Herres Jesu navn indlemme det ved den hellige dåb i hans troende kirke, på den måde, han selv har foreskrevet, da han befalede: Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

(Korsets betegnelse)

Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om, at du skal tro på den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

Lad os alle bede! Almægtige, evige Gud, vor Herres Jesu Kristi og vor Fader! Vi råber til dig over dette barn (disse børn), for hvem (hvilke) vi beder om din dåbs gave! Herre, giv det (dem) din nåde, at det (de) må få den evige velsignelse i dette genfødelsens bad og dit rige, som du har lovet og tilsagt os alle ved vor Herre Jesus Kristus! Amen.

Lad os høre det hellige evangelium, som Markus skriver 10. kapitel 13. til 16. vers: [læses]

Så vil vi og til samme velsignelse hjælpe dette lille barn (disse små børn) med vor andægtige bøn til Gud. [Fadervor bedes under håndspålæggelse]

Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed vil genføde dette barn (disse børn) til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde; thi det (de) begraves med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også det (de) leve et helt nyt liv.

(Barnet – hvert barn især – bæres hen til fonten.)

Gud bevare din indgang og din udgang fra nu og til evig tid. Amen.


Resten af ritualet med tilspørgsel, dåbshandling, faddertiltale, afsluttende kollekt, svarer stort set til 1912 ritualet. Dog er fadervor allerede bedt før dåben og gentages ikke. I den afsluttende kollekt hedder det »tilsagde« os syndernes forladelse og ikke »skænkede«, og der er nogle andre forskelle, som jeg her lader ligge.

Det interessante ved 1895 ritualet er først og fremmest den udførlige teologiske begrundelse for dåbens nødvendighed. Der er tale om en frelseshistorisk udredning: synden og døden kom ind ved Adams ulydighed, men retfærdigheden og det evige liv kom ind i verden ved Jesu Kristi lydighed. Dåben er forstået som meddelelse af nyt liv på det livsgrundlag, Kristus har bragt tilveje.

Kristus er den anden Adam, der råder bod på den første Adams brøde. Som vi senere skal se, har den frelseshistoriske udredning solid nytestamentlig grund under sig. Men her vil vi hæfte os ved ritualets stærke betoning af Adams syndefald. Ikke blot begynder ritualet med at gøre alle mennesker til syndere i medfør af Adams fald, men senere hedder det konkret om dåbsbarnet, at »det er undfanget og født i synd«. Meningen er selvfølgelig ikke, at sexualakten er syndig, selv om ordene sikkert til tider er blevet misforstået i den retning. Meningen er heller ikke, at selve fødselsprocessen skulle være forbundet med synd. Meningen er, at barnet på forhånd er synder, før det har set dagens lys.

Men er det en troværdig forestilling, at et menneskebarn på forhånd er synder, før det har set dagens lys? Det er det spørgsmål, som 1895 ritualet må rejse. Men det er også det spørgsmål, som 1912 ritualet og 1992 ritualet må rejse, selv om disse ritualer ikke længere taler om, at dåbsbarnet er undfanget og født i synd. Stadigt tales der nemlig om, at dåben skænker syndernes forladelse. Det er ikke ubilligt at spørge, hvad det da er for synder, barnet bærer på, før det overhovedet selv har begået dem.

Dertil kommer et andet spørgsmål, nemlig hvorfor det er så vigtigt, at dåben skænker syndsforladelse. I kirkens offentlige liturgi er der jo ellers lejlighed til at få forkyndt al den syndsforladelse, hjertet kan begære. Der forkyndes syndsforladelse i forbindelsen med nadveren, og der tilsiges syndsforladelse ved skriftemålet, og fra prædikestolen loves syndsforladelse for enhver, der angrer sine synder og ønsker at omvende sig fra dem. Og på samme måde stilles der syndsforladelse i udsigt i de bønner der bedes, og de salmer der synges.

Spørgsmålet er, hvad der mon adskiller den syndsforladelse, der forkyndes i forbindelse med dåben, fra den syndsforladelse, der ellers forkyndes i kirkens offentlige liturgi. Er dåbens syndsforladelse en syndsforladelse af samme slags, eller er måske dåbens syndsforladelse en syndsforladelse af overordnet slags, således at dåben er den nødvendige forudsætning for i øvrigt at få adgang til evangeliet om syndernes forladelse? Som uddybning af det sidste kan man spørge, om det er troværdig tale, at mennesker er afskåret fra Guds nåde ved ikke at være døbt. Eller lad os give den en tand mere og spørge: er det troværdigt, at udøbte mennesker går evig fortabelse i møde ved ikke at være døbt?

Vi skal i det følgende se, hvad folkekirkens bekendelsesgrundlag, nærmere bestemt den augsburgske bekendelse, siger om dette.



Forside
Næste kapitel