KAPITEL 6

NÅR DER GÅR DÆMONI I TEOLOGIEN

En synd, der er til stede i mennesket, før det synder, er en besættelse. Den er dæmonisk. I kirkens historie er der tradition for at håndtere dæmoni ved besværgelser d.v.s. ved magiske handlinger. Nu er der jo ikke meget magi tilbage i folkekirkens dåbsritual. Men i folkekirkens lære trives en særlig art magi, nemlig de teologiske besværgelsers magi. Den lever højt på traditionen for at tale abstrakt om Synden med stort S.

I Luthers dåbsritual fra 1526 forekom, som vi så, en indledende dæmonuddrivelse: »Far ud, du urene ånd, og giv plads for den Helligånd!« Tankegangen er den, at dåbsbarnet er dæmonisk fra moders liv. Det har fra undfangelsens øjeblik været besat af en dæmon, og dæmonen må uddrives, før Helligånden kan tage bolig i barnet.

For at der ikke skal være nogen tvivl om alvoren i dæmonbesættelsen gentages dæmonuddrivelsen lidt senere i ritualet: »Jeg besværger dig, du urene ånd, i Faderens (korstegnelse) og Sønnens (korstegnelse) og den Helligånds (korstegnelse) navn at fare ud og vige bort fra denne Jesu Kristi tjener N.!«

Nuvel, der er snart gået et halvt årtusinde siden Luthers dåbsritual. Næppe nogen vil i dag tale den tanke alvorligt, at et lille dåbsbarn skulle være dæmonbesat. Gradvis har den kirkelige forestillingsverden bevæget sig bort fra den opfattelse, som kommer til udtryk i Luthers dåbsritual.

Men netop gradvis. Endnu i folkekirkens dåbsritual af 1895 hedder det, at vi alle »af natur er vredens børn«, og at vi »er undfanget og født i synd«. Dåbsbarnet er om ikke ligefrem dæmonbesat så dog et »vredens barn«. Det er undfanget og født i synd. Det er i arvesyndens vold.

I 1912 ritualet er talen om synd nedtonet. Dåbsbarnet er ikke længere et vredens barn, og det er ikke undfanget og født i synd, men ritualet forudsætter dog, at der er synd til stede i barnet – ellers ville det være umotiveret, at barnet får skænket sine synders forladelse.

Sideløbende med nedtoningen af talen om synd er der sket en stadig stærkere betoning af dåben som velsignelseshandling. Billedet af Jesus, der lader de små børn komme til sig, »fordi Guds rige hører sådanne til«, og velsigner dem, er i den folkelige bevidsthed blevet dåbens billede. Selv ved voksendåb er børnevelsignelsen nu blevet dåbens billede. Dæmonien er væk, og dåbshandlingen har ikke længere karakter af besværgelse af arvesynden.

Desto mere påfaldende virker de teologiske besværgelser af arvesynden, der dukker op forskellige steder i folkekirkens liturgi f.eks. i de kollektbønner, der er autoriseret til brug på alle kirkeårets faste gudstjenestedage. Lad os se på nogle markante eksempler: Til Trinitatis søndag er anført en kollektbøn, der lyder således:

Herre vor Gud, himmelske Fader!
Vi fortabte syndere bekender,
at i os bor der intet godt,
og at vi overladt til os selv
måtte gå til grunde i synd og evig død,
fordi det, som er født af kødet, er kød
og ikke kan se Guds rige.

Men vi beder dig:
Vær os nådig og barmhjertig,
og send din Helligånd ind i vore hjerter
for din Søns, Jesu Kristi skyld,
og gør os til nye mennesker,
så vi fuldt og fast tror syndernes forladelse,
som ved Kristus er tilsagt os i dåben,
og dag for dag vokser i kærlighed til vor næste
og i al god gerning,
indtil vi omsider bliver salige
ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre,
som med dig lever og reger i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed til evighed.

Nu er det ikke den eneste autoriserede kollektbøn til denne søndag. Der er til denne søndag som til de øvrige gudstjenestedage i kirkeåret to autoriserede kollekter at vælge imellem. Desuden er der et officielt, men dog uautoriseret tillæg til alterbogen indeholdende kollekter af Anna Sophie Seidelin, Johannes Johansen og Holger Lissner. Disse kollekter kan en præst normalt uden problemer få lov at benytte i stedet for de autoriserede kollekter. Men de autoriserede kollektbønner er altså folkekirkens officielle bud på, hvad der skal bedes om på hver enkelt gudstjenestedag i kirkeåret. Eller i hvert fald, hvad der kan bedes om.

Vi ser på den citerede tekst til Trinitatis søndag. Præsten lægger ud med en bekendelse på menighedens vegne: »Vi fortabte syndere bekender, at i os bor der intet godt...«. Jeg ved ikke, hvordan nogen kan tage sådanne ord i sin mund. Det turde være en usandfærdig påstand, at der ikke bor noget godt i os. For hvis det var tilfældet, var vi ikke mennesker, men umennesker.

Påstanden tjener til at dæmonisere menneskebilledet. Synden kan ikke blive stor nok. Vi er ikke bare syndere, men fortabte syndere, skønt der ellers senere henvises til syndernes forladelse, som er tilsagt os i dåben. Men den syndsforladelse har åbenbart ikke haft den store effekt!

Grunden til, at vi på Trinitatis søndag skal kaldes fortabte syndere, kan man prøve at søge i søndagens evangelietekst, hvor vi finder Jesus i en dybsindig samtale med Nikodemus om, hvad genfødelse er. Jesus trækker modsætningen op mellem kød og ånd: Kun det, der er født af ånden, kan se Guds rige. Det, som er født af kødet, er kød og kan ikke se Guds rige.

Men der er dog et stykke vej fra denne tale om kød og ånd til at tale om, vi er fortabte syndere, endsige at der ikke bor noget godt i os. Formålet med at gøre synden total kunne imidlertid være at øge efterspørgslen efter Guds nåde. Men i så fald er spørgsmålet dog, om ikke denne gøren synden total snarere kommer til at så tvivl om Guds nåde. Dels er der sået tvivl om rækkevidden af dåbens nåde, når vi gøres til fortabte syndere og ikke bare syndere. Og dels er det problematisk, så voldsomt der bedes om tro i bønnen. Det hedder nemlig, at Gud skal sende sin Helligånd ind i vore hjerter, så vi bliver nye mennesker, der »fuldt og fast tror syndernes forladelse, som ved Kristus er tilsagt os i dåben«. Ordene »fuldt og fast« er egnet til at skabe anfægtelser. Det er ikke nok at stole på Guds nåde, men det skal være »fuldt og fast« d.v.s. 100 procent. Men hvem kan så vide sig troende nok?

Nu skal man selvfølgelig passe på, at man ikke i sin iver efter at påvise tendenser kommer til at overfortolke en tekst. Lad os derfor se, om vi kan genfinde interessen for synden i andre af første kollektrækkes tekster.

3. søndag efter trinitatis hedder det:

Herre vor Gud, himmelske Fader!
Vi bekender, at vi er som vildfarne får,
og at vi af Satan og vor egen syndige natur
har ladet os føre bort fra den rette vej...

Læg her mærke til udtrykket »vor egen syndige natur«. Det er arvesynden, der her sigtes til. Menneskenaturen er syndig, på forhånd og i uspecificeret almindelighed. Mennesket er på dæmonisk vis forført af Satan. Stiltiende forudsætter bønnen dog, at menigheden ikke er mere forført af Satan, end at den er i stand til at bekende, at den har »ladet sig føre bort fra den rette vej« (hvad der så måtte være indeholdt i denne abstrakte kliché).

Vi går til 5. søndag efter trinitatis:

Vor Herre Jesus Kristus, du den levende Guds Søn,
som har givet os dit salige ord
og rigeligt velsignet vort jordiske liv;
vi bekender, at vi er uværdige til alt dette
og i stedet havde fortjent din vrede...

Her er det menneskets værdighed, det er galt med, men hvori vores uværdighed består, får vi ikke at vide. Hvis ordene skal tages for pålydende, og »vi« betyder os allesammen, så er selv et lille barn uværdigt til at lege ude under Guds blå himmel. Det har fortjent at blive ramt af Guds vrede.

Jeg kan ikke se andet, end at den generaliserende og uspecificerede tale om, at mennesket er uværdigt til Guds velsignelse, kun tjener ét formål, nemlig at dæmonisere mennesket.

Et sidste eksempel fra 6. søndag efter trinitatis:

Herre, vor Gud, himmelske Fader!
Vi bekender, at vi er fortabte syndere,
som, så længe vi lever,
ikke kan være uden ond vilje
og tilbøjelighed til det onde.

Derfor, kære Fader, beder vi dig:
tilregn os ikke denne synd, der klæber til os...

Her har vi en variant af temaet fra Trinitatis søndag. I denne bøn er dog ikke på forhånd den mulighed udelukket, at der kan være nogen god vilje i mennesket, men det postuleres nærmest som en indiskutabel kendsgerning, at vi »ikke kan være uden ond vilje«, så længe vi lever.

Nu kan det jo nok være en realistisk formodning, at vi livet igennem lever med den risiko, at vi kan gøre os skyld i ondskabsfuldheder. Så langt kan der være et gran af sandhed i, at vi slæber på en »tilbøjelighed til det onde«. Men hvorfor skal denne tilbøjelighed benævnes som synd? Og hvorfor skal vi bede Gud om ikke at tilregne os en synd, som alene består i en tilbøjelighed, men ikke i nogen handling? Var det ikke rimeligere at vente med at bede om forladelse, til der forelå en begået synd?

En syndsbevidsthed, der ikke refererer til begåede synder, men til mulige synder i fremtiden, er dæmonisk. Den er grænseløs, fordi der er ikke grænser for, hvad der kan tænkes af mulige synder. Psykologer ville nok kalde en sådan syndsbevidsthed neurotisk, fordi den som bevidsthedstilstand ikke refererer til noget konkret. Dermed bliver den kredsende. Den avler sig selv.

Bønnen om, at Gud ikke vil tilregne os »denne synd, der klæber til os«, har karakter af en tom besværgelse. Den river ikke mennesket ud af den kredsende interesse for sin egen syndighed. Den flytter intet som helst i forholdet mellem menneske og Gud. Hvis der var grund til at bede den bøn i dag, ville der være nøjagtig samme grund til at bede den i morgen. Syndsbekendelsen er en tom og forloren kliché.

De anførte eksempler fra første kollektrækkes bønner viser en gennemgående tendens i retning af at anskue menneskets forhold til Gud ud fra menneskets syndighed. Tendensen er, at menneskebilledet dæmoniseres. Dæmoniseringen af menneskebilledet virker imidlertid tilbage på billedet af Gud. Ligeså syndsfixeret menneskebilledet er, ligeså syndsfixeret bliver billedet af Gud. Til billedet af det bundløst uværdige og syndige menneske svarer billedet af en Gud, der lider af dømmesyge og for et godt ord er ude på at knalde menneskenes børn på grund af deres synd. Kun med nød og næppe kan Gud formås til at lægge bånd på sin lyst til at straffe os.

Naturligvis skal man vogte sig for at tale om kirkens gudsbillede, som om det er entydigt og usammensat. Snarere må man tale om kirkens gudsbillede som et billedgalleri, hvori mange forskellige billeder af Gud figurerer side om side med større eller mindre indbyrdes forligelighed. Hver gang jeg peger på et af billederne i det folkekirkelige gudsbilledgalleri, vil læseren kunne pege på et andet og meget anderledes billede.

Imidlertid har nogle af billederne mere officiel autoritet end andre. Nogle af kirkens gudsbilleder er nemlig knyttet til kirkens autoriserede ritualer og til kirkens bekendelsesskrifter. Andre billeder er først og fremmest knyttet til den folkelige tradition i kirken. Det betyder i praksis, at når vi synger en salme, er vi ikke uden videre forpligtet på at være indforstået med det billede af Gud, som møder os i salmens poetiske form. Vi har en udstrakt frihed til at fravælge de billeder af Gud, der byder vore trosbegreber imod. Vi kan gøre det ved simpelthen at lade være med at synge med på salmen.

Også i kirkens liturgiske tekster kan vi tillade os være mere eller mindre indforstået med det billede af Gud, som holdes op for os. Men friheden til at fravælge billeder, der byder vore trosbegreber imod, er mindre. Det gælder navnlig de autoriserede ritualer, som ikke bare er godkendt til brug, men som det i princippet er obligatorisk at benytte. På den måde får de autoriserede ritualer nærmest monopol på at levere billederne til tolkningen af de hellige handlinger. Vi må finde os i de billeder, som ritualerne byder på.

Bekendelsesskrifterne er, bortset fra de oldkirkelige bekendelser, ikke liturgiske tekster, men læreskrifter. Specielt Confessio Augustana er ikke en poetisk, men en teologisk tekst. Den omstændighed indbyder til, at vi skelner mellem form og indhold, således at vi prøver at fastholde det reformatoriske hovedanliggende, uden at vi nødvendigvis behøver at være indforstået med alle de billeder, begreber og formuleringer, vi møder i teksten.

Som allerede mere end antydet finder jeg, at arvesyndslæren giver problemer ikke bare med menneskebilledet, men også med gudsbilledet. Og jeg mener, at de problemer trænger sig særlig mærkbart på, når talen er om dåben. For dåbsforståelsens skyld er det derfor nødvendigt at gennemtænke arvesyndslæren på ny, sådan som den foreligger i Confessio Augustana artikel 2, og som den i øvrigt har givet sig nedslag i kirkens liturgi og lære.

Projektet griber imidlertid om sig. Det viser sig, at også den såkaldte retfærdiggørelseslære må gøres til genstand for nogle overvejelser. Der er nemlig en logisk forbindelse mellem arvesyndslæren og retfærdiggørelseslæren, som gør, at man ikke kan forstå den ene lære uden at have den anden lære med i synsfeltet. Tilsvarende gælder, at folkekirkens dåbsritual afspejler den forestilling, at menneskets såkaldte retfærdiggørelse over for Gud står på spil. Dåben skal hjælpe mennesket til at blive bevaret i Guds samfund »både her og hisset«, og det betyder, at dåben skal hjælpe mennesket til at kunne bestå for Gud på dommens dag.

Ordet »retfærdiggøre« forekommer ikke i dåbsritualet, men tanken om retfærdiggørelse indgår i ritualets forudsætninger. Derfor er det umagen værd at se nærmere på den såkaldte lære om retfærdiggørelse, som kommer til udtryk på fremtrædende plads i Confessio Augustana, nemlig i artikel 4. Den artikel er flankeret af to af CA's sværvægtere. Den foregående artikel med overskriften »Om Guds Søn« slutter med at omtale Kristi genkomst for at dømme levende og døde, og den efterfølgende artikel med overskriften »Om det kirkelige embede« handler om de midler, Helligånden betjener sig af for at virke den retfærdiggørende tro i mennesker.