KAPITEL 8

KAN ET SPÆDBARN TRO PÅ GUD?

Når et barn bæres til døbefonten, sker det på forældrenes initiativ og tro. Alligevel foreskriver ritualet, at barnet personligt skal spørges om troen og ønsket om at blive døbt. En voksen må svare stedfortrædende på barnets vegne. Men i princippet er det barnet selv, der svarer. Dermed er barnedåben i virkeligheden kamoufleret voksendåb.

Ved voksendåb giver det mening at spørge om troen og viljen til at modtage dåben. For den voksne har personligt taget det skridt at bede om at modtage den kristne dåb. Forud for dåben er der gået samtaler om dåben og dens betydning, måske ligefrem et undervisningsforløb. Den voksne har derfor et begreb om, hvad dåben indebærer.

Og som sagt er der tale om en personlig beslutning. Af egen fri vilje har vedkommende besluttet sig for at modtage dåben. I fuld indforståelse kan hun eller han svare ja på tilspørgslen om troen og viljen til at modtage dåben. Dåben bliver således en personlig bekendelseshandling, hvilket netop understreges af den personlige tilspørgsel.

Ved en barnedåb må det ifølge sagens natur forholde sig anderledes. Barnet bliver ikke båret til døbefonten på eget initiativ, men på forældrenes. Dåben bliver derfor ikke barnets personlige bekendelseshandling, men forældrenes bekendelseshandling. Det ville være logisk, om der ved barnedåben var en tilspørgsel stilet til barnets forældre, således at de skulle svare ja på trosbekendelsens ord og også svare ja til, at barnet skulle døbes på deres tro. På den måde ville ritualet respektere den kendsgerning, at det er på forældrenes initiativ og tro, at barnet bliver døbt, og ikke på eget initiativ eller egen tro.

Men ritualet respekterer ikke den kendsgerning. Ritualet foregøgler, at et spædbarn er i stand til – i hvert fald i princippet – at bekende den kristne tro og oven i købet gøre det på et ganske højt refleksionsniveau. Spædbarnet er i stand til at bekende troen med den apostolske trosbekendelses formuleringer. Ganske vist må en voksen føre ordet på barnets vegne, men det er af praktiske grunde. I princippet er det barnet selv, der svarer.

Tilspørgslen om troen har historiske rødder tilbage til oldkirken. Tilspørgslen har en logisk begrundet funktion, sålænge dåben er at opfatte som omvendelsesdåb, og dåbskandidatens begæring om dåb er at opfatte som en personlig bekendelseshandling. For en historisk betragtning er voksendåben den personlige tilspørgsels forudsætning.

Men på et meget tidligt tidspunkt i kirkens historie blev barnedåb almindelig ved siden af voksendåb, ja den blev efterhånden næsten enerådende, således at voksendåb blev undtagelsen og barnedåb det normale. Vanskeligheden med kirkens dåbsritualer op gennem tiderne til og med det senest autoriserede dåbsritual er, at man bliver ved med at tænke om barnedåben i voksendåbens kategorier.

Når ritualet insisterer på, at spædbarnet er i stand til at tro med den apostolske trosbekendelses ord, så forudsætter det for en simpel logisk betragtning en af to antagelser: Enten må det antages, at der sker en kopiering og transport af den voksnes tro, således at den voksnes tro bliver barnets tro – eller det må antages, at troen vækkes i barnet direkte af Helligånden i og med den hellige handlings udførelse, således at det er underordnet, om den, der bærer barnet, selv står inde for det ja-ord til trosbekendelsen, som vedkommende lægger stemme til.

Hvad enten nu antagelsen går på, at spædbarnet bliver et troende menneske på den ene eller den anden måde, insisterer ritualet altså på selve forestillingen om det troende spædbarn. Ritualet er i det stykke på linie med Luthers dåbsritual af 1526, hvor der jo forekommer en personlig tilspørgsel stilet til barnet.

Imidlertid er det ingen selvfølge, at en luthersk kirke fastholder personlig tilspørgsel. Man kan f.eks. pege på den svenske kirke, hvis dåbsritual jeg skal gennemgå nærmere i det følgende kapitel. Her vil jeg blot konstatere, at den svenske kirke har forladt personlig tilspørgsel af dåbsbarnet. I stedet indeholder ritualet som valgfri mulighed, at præsten kan tilspørge barnets forældre: »Vill ni att ert barn skall döpas til denna tro och leva med församlingen i Kristi gemenskap?«.

Hvad enten præsten i Svenska Kyrkan tilspørger forældrene således eller undlader at gøre det, må den svenske dåbsmenighed få den opfattelse, at barnet ikke døbes på sin egen tro, men på menighedens tro.

Her i landet falder det nærmest uden for mulighedernes horisont at forestille sig dåb uden personlig tilspørgsel af barnet. Det er i så henseende lærerigt at se læse de overvejelser om dåbstilspørgslen, der blev gjort af det liturgiske udvalg, som biskopperne nedsatte i 1953. Udvalget barslede i 1963 med den såkaldte prøveritualbog, hvis fulde titel er »Forslag til ritualbog for den danske evangelisk-lutherske folkekirke, gudstjenester og kirkelige handlinger. Udarbejdet af et af biskopperne nedsat udvalg«.

Udvalget havde overvejet muligheden af forkortet tilspørgsel som alternativ til den fulde tilspørsel. Det andet alternativ: at afskaffe tilspørgsel helt, var slet ikke inden for overvejelsernes horisont. Et mindretal i udvalget havde imidlertid foreslået forkortet tilspørgsel efter denne model:

»Lad os bekende den kristne tro, på hvilken disse børn skal døbes«, hvorefter trosbekendelsen lyder i sædvanlig form. Når de enkelte børn derefter bæres frem, lyder første og sidste spørgsmål uforandret, medens de tro trosspørgsmål sammendrages til: »Tror du, som bekendelsen lød, på Gud Fader, den almægtige?« – »Ja«. »Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn?« – »Ja«. »Og på Helligånden? – Ja.«

Om dette forslag hedder det i prøveritualbogens indledning:

Mindretallets begrundelse er, at Den danske Folkekirke er alene om den fulde tilspørgsel, og at dåben som et led i gudstjenesten må underordne sig gudstjenestens helhed. Dette gælder også ved de særlige dåbsgudstjenester. Dåb af et større antal børn, hvor trosbekendelsen lyder i sin helhed ved hver dåb, truer med at sprænge gudstjenesten, svække menighedens opmærksomhed og degradere trosbekendelsen til en formular. Derfor har mindretallet ment at måtte fremkomme med sit forslag.

Flertallet har imidlertid ikke kunnet lade sig overbevise af disse grunde, men mener, at den overleverede form med fuld tilspørgsel til hvert barn svarer bedst til dåbens indhold og betydning som pagtshandling med den enkelte. Derfor bør der være tid til at rette den fulde tilspørgsel til hvert barn.

Det interessante er den selvfølge, hvormed flertallet peger på dåbens karakter af pagtshandling. Argumentet for at bevare den personlige tilspørgsel uafkortet ved barnedåben er opfattelsen af dåben som en pagt mellem Gud og menneske. Det er unægtelig en opfattelse, der står stærkt i dansk kirkelig tradition, hvad ikke mindst den danske salmebog vidner om. Og jeg skal selv være den første til at forsvare ordet »pagt« som et velegnet ord til at udtrykke, hvad dåben betyder.

Men jeg synes ikke, det er indlysende, at dåbens karakter af pagtshandling forudsætter personlig tilspørgsel af hvert barn om troen – endsige personlig tilspørgsel på bekendelsens fulde ordlyd. Forestillingen om tilspørgslens nødvendighed må vel bero på den antagelse, at der skal to til at indgå en pagt, hvorfor dåbspagten altså kræver et ja fra menneskets side for at komme i stand.

Antagelsen holder imidlertid ikke. Vist er der pagter, som kræver gensidigt samtykke for at komme i stand, men der er også pagter, som kommer i stand på ensidig beslutning. Det er oplagt at pege på begrebet adoption. En adoption har karakter af, hvad man i mangel af bedre kunne kalde en »slægtskabspagt«. I denne pagt optages barnet ensidigt på adoptivforældrenes initiativ og ansvar og altså uden barnets egen medvirken eller samtykke.

Hvis dåben tolkes som en guddommelig adoptionshandling, er det i grunden en ganske nærliggende tanke, at denne adoption af et menneskebarn til at være et Guds barn kan komme i stand uden dette menneskebarns egen medvirken eller samtykke. Tilspørgslen om troen er i bedste fald overflødig, for barnet bliver jo døbt på Guds tilsagn om være dette barns Fader i himmelen.

Dertil kommer det kunstige i at spørge om barnets tro, når den tro på den treenige Gud, der spørges efter, alligevel ikke er barnets »egen« tro, når det kommer til stykket, men en tro skabt af Guds ord. Til støtte for den påstand kan man pege på Grundtvigs dåbssyn, som det kommer til udtryk i salmen »Op til Guds hus vi gå« (nr. 376 i DDS). – (Jeg er her inspireret af Chr. Thodbergs gennemgang af Grundtvigs dåbssyn i liturgikommisionens betænkning fra 1983).

I »Op til Guds hus vi gå« hedder det i vers 4 og 5:

Guds ord til sjæl og krop
det siger selv: »Luk op!
Afsiger løgnen du
og tror Guds sandhed nu?«

Det er hans effata,
og tungen svarer: Ja!
Guds røst, som almagts hånd,
os skar for tungebånd.

Det er Guds ord, som åbner mennesket for »Guds sandhed« d.v.s. forsagelsen og den apostolske trosbekendelse og får mennesket til at svare ja. Troen gives altså mennesket af Gud.

Nuvel, hvis man vil bruge Grundtvigs salme som et argument for tilspørgsel om troen, må man rigtignok samtidig erkende, at Grundtvigs salme også har noget at sige om barnebønnen Fadervor. Også Fadervor er et ord, som lægges mennesket i munden af Gud. Vers 6 og 7:

Så lærer os Guds Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort bryst
sin egen barnerøst.

Guds Søn med faderfavn
os giver børnenavn,
Gud siger om vor bøn:
Den kommer fra min Søn.

Begge pagtsord, trosbekendelse og Fadervor, lægges altså mennesket i munden af Gud. Men når et barn så at sige kan få Fadervor med hjem i dåbsgave, uden at gudmoderen eller gudfaderen på barnets vegne fremsiger Fadervor ved døbefonten, så kan vel et barn ud fra samme logik også få trosbekendelsen med sig hjem i dåbsgave uden personlig tilspørgsel om troen.

Selv med den grundtvigske betoning af dåben som pagtstiftelse er det ikke uden videre indlysende, at det skulle være nødvendigt med personlig tilspørgsel om troen. Eller sagt på anden måde: Personlig tilspørgsel af et spædbarn om troen er så kunstig en foreteelse, at der skal særdeles gode argumenter til at opretholde den.